Roadtrip - d. 02.04-10.04

Den svære beslutning handlede om ”Ayers Rock”, den store røde sten, som ligger midt inde i  outbacken af Australien. Vi havde besluttet, at det var noget, vi skulle opleve, så nu skulle vi bare finde ud af at komme ind til stenen, som ligger 3500 km væk fra Brisbane. Det hurtigste ville være med fly, men priserne overraskede os igen. Med denne transportmulighed ville det også bare blive en hurtig tur, så vi følte ikke vi ville få lige så meget for pengene. Vi ente derfor med det, som Rikke vil kalde >>en af Mikkels skøre ideer<<. Lige så dyr (troede vi), men over flere dage og lidt mere for pengene forhåbentlig. Så nu stod den på ROADTRIP!!!

Vi lejede en campervan for 9 dage og var nu parat til at tage de første omdrejninger ud i den øde røde outback, hvor der går længe i mellem bilerne på highwayen.
Turen startede godt, hvor vi skiftede med at køre en fire til fem timer af gangen, mens den anden fik slappet af og nydt ødemarkens særheder.  Efter de første hundrede kilometer ud i Outbacken vest fra Brisbane, sad vi og ventede lidt spændt og tænkte, hvornår terrænet ville ændre sig fra de grønne marker, træerne og det lidt bakkede landskab til den knaldrøde og flade ørkenslette, som vi håbede at komme ud til. Vi var trillet af sted fra Brisbane lørdag middag omkring 13-tiden, men da vi holdte ind til en gang lækker UDSØGT aftensmad (skinke og pasta) ved 19-tiden i den lille hyggelige by, Miles, begyndte vi at mærke den første stemning af Outback. Miles var den første by, som begyndte at være lidt country-agtig.

Alt imens solen gik ned over det flade flade landskab fik vi gang i vores gasblus og kokkereret færdigt. Opvasken blev lige taget på det offentlige toilet, hvor vi mødte de kære eller måske mere gyselige neongrønne frøer, der lever i outbacken. Det gav os lidt smil på læben at vi allerede nu begyndte at møde specielle australske dyr. Nu håbede vi bare på kænguruerne snart ville springe over det hele.

Rikke trillede ud på highwayen igen og tog det første stykke mørkekørsel, mens jeg lagde mig tilrette med puder og dyner omme bagi. Mh! Der trillede vi så af sted i det vanvittigt mørke landskab. De eneste som delte vejen med os var de enorme roadtrains, som vi så ca. hvert 10 minut. Vanvittige transportmidler som man skal have respekt for. Lastbiler med 3 kæmpe vogne og en totallængde på op til 53,5 meter. Og så et kæmpe lysshow selvfølgelig. Lidt sjovt.

Efter 700 km. første dag holdt vi ind for at få noget nattesøvn, men ikke længe. Tidligt op og videre på landevejen. Sådan kan vi roligt sige det fortsatte 2 dage endnu.  Kørte hele dagen og det halve af natten og holdt kun ind for dagens hovedmåltider… Puhaa. Hårdt, men vi hyggede os. Der var ik’ de store diskussioner vi kunne få over at finde vej (som de fleste kender det når man kører sydpå ), for det gik kun lige ud så langt øjet rakte. Ingen sideveje, ingen svingærinder man lige kunne lave – absolut ingenting! Kun vores lige flade landevej, hvor vi måtte køre 110 km/t. Til gengældt havde vi alt dette absolutte ingenting næsten helt for os selv. Der var tyndet ud i byer, så der kun kom en by hver 150 km. (By er her en beskrivelse for en tankstation og halv snes huse). Og biler og lastbiler kom der færre og færre af.
Denne tomhed og fornemmelse af at være alene kan vaere lige fantastisk og skræmmende på én gang. Det er de færreste steder man kan ligge på en highway og nyde varmen fra asfalten uden risiko for at blive kørt ned. Til gengæld er det ikke så sjovt at være så alene og uden telefonforbindelse, hvis man pludselig på en eller anden måde har brug for hjælp. :o

Nå ja.. men efter 14 timer på vejen 2. dag, nogle søde kænguruer om morgen hoppende hen over vejen, ændret landskab til rød sandbund med masser af bushgræs og træer langs de små creeks, som snor sig igennem landskabet og danner en masse farlige passager på vejen pga. ”floodways”, havde vi nu i alt kørt ca. 2000 km.

 By the way, floodway er et begreb australierne bruger om det stykke på landevejen, hvor alle de mange små åer krydser vejen. De er udtørret det meste af året, så man har derfor valgt ikke at bruge penge på at hæve vejen. Men den ene måned om året, eller hvor lang tid det er, hvor der er regntid, her skyller alle disse små åer eller mindre floder ind over vejen. Lidt af et problem, hvis man er i en lejet turistbil. Men det har australierne da lige klaret med en lille målepind i siden, som viser om vandet er 1 m. eller 1,5 m. dybt :o For så ved vi jo ligesom om vi tør bevæge ud os i det! :b
Heldigvis kørte vi jo uden for regntiden, så på vores lange Roadtrip tur-retur kørte vi kun igennem vand 5-6 gange og kun med en dybde  på ca. 10-30 cm.. Det giver dog alligevel lidt gys i maven når man triller langsomt igennem det, for man kender jo ik’ vejen, og vandet er bare kulsort, når der ligger der på asfalten.

 Anyways. Da vi gik til ro anden nat havde vi i alt kørt ca. 2000 km.. Så da vi vågnede næste morgen følte vi at vi var godt på vej. Vi var kommet fra Queensland over i Northern Territory. Det betød bl.a. at sandet blev endnu rødere, vejene bedre asfalteret, fartgrænsen sat op til 130 (lidt vanvittigt set i forhold til danske forhold, men ok – det går jo også bare lige ud!) plus vi begyndte at se de første aboriginals, da vi kom til Tennant Creek ca. 1000 km. fra Ayes Rock. Afsted gik det, og vi sigtede lidt imod at nå Ayers Rock sent aften. Men efter at have spist en hyggelig aftensmad midt i Alice Springs besluttede vi, at vi fortjente at få en god natte søvn og ligge og se en film i bilen, så vi kørte ud på en rasteplads lidt ud for byen og lagde os til. Film blev det desværre ikke til, for vi var så trætte oven på den lange tur, og under 6 timers søvn hver nat, at vi bare faldt i søvn. Men freden varede ikke længe!

 Omkring halv 3 om natten vågnede jeg af at Rikke rumsterede helt vildt. Super nattræt mumlede jeg lidt hvad hun havde gang i? Det viste sig så, at vi havde en hel musefamilie inde i bilen! De kravlede rundt over det hele. De havde spist af vores chokolade, æbler og alt andet mad de kunnne komme til, og når vi prøvede at jage dem ud, stak de af igennem huller i rattet eller andre små steder, hvor de kunne gemme sig. For første gang havde vi brugt det telt, der kan påsættes på bagklappen af bilen og derved give en del bedre luft i bilen,  når man ligger og sover. Desværre havde musene brugt små huller i teltet til at komme ind. Argh.
Så vi måtte op og ud af bilen og prøve at få dem væk. Vi var jo ude i ingenting ca. 50 km. fra Alice, så vi ville tænde lyset på bilen for bedre at kun se….. men nej! Batteriet var dødt og bilen kunne ikke starte. De små ti minutter vi havde haft lyset tændt om aften, for at kunne se på den mørke resteplads havde åbenbart været en for stor mundfuld. Hvad fa*** skal man med dualbatteri, hvis det ikke virker!?\

Vi stod palle alene . Bilen kunne ikke starte, musene ville ikke ud og vi ville bare sove! Vi kunne ikke ændre det store, så det endte med at vi bare måtte ligge os til at sove. Vildt klamt når man kunne høre musene kravle rundt om en! Det skal siges Rikke tog alle musene i rimelig stiv arm uden noget skrigeri, men hun var nok bare lige så træt som jeg, men cool stil alligevel J.
Næste morgen fik vi set på mad skaderne. Der var stadig 2-3 mus i bilen, så vi åbnede dørene, og så var det ellers med at komme ud til vejen og få nogle forbi kørende ind til siden, og høre om de havde nogle startkabler. Heldigvis kommer der mange biler på strækningen mellem Alice Springs og Ayers Rock, så hvert 4-5 minut var der en ny billigst, vi kunde høre af.
Efter 5. bil havde vi heldet med os, og vi fik gang i vores kære ”spand” igen. Lækkert. I mellemtiden må musene være løbet ud, for vi hørte ikke mere til dem. Dejligt.
Set i bakspejlet var det en lidt sjov oplevelse, men i situationen var det ikke helt til at overskue.

 Endelig kom vi frem til Ayers Rock. Godt og vel 72 timer efter vi havde forladt Brisbane.. Vi brugte eftermiddagen på at få et tiltrængt bad, ryddet op i en ellers rodet bil og nydt den fantastisk varme sol, som bagte helt vildt. Om aftens kørte vi så ud til Ayers Rock (kun 15 min. fra campingpladsen) og så en utrolig smuk solnedgang. Denne gigantiske sten, som i forvejen bærer en helt speciel glød og atmosfære omkring sig blev smukkere og smukkere jo længere ned sol gik og farvede stenen mere og mere mørkerød. Det var lidt en forløsning.

Næstedag gik vi turen rundt om Ayers Rock på små 10 km og fik set lidt nærmere på den store røde sten. Vi synes godt nok begge den er smukkest fra afstand, men når man har kørt knap 3500 km. for at se den, så skal man da næsten hen og røre! J
Derefter kørte vi hen til Kata Tjuta, som er den anden store sten i Uluru – Kata Tjuta Nationalparken. Her spiste vi vores frokost fra et udsigtspunkt til stenen. Det havde været rigtig hyggeligt, hvis det ikke var for de milliarder af fluer som findes i outbacken. Små fluer som går efter ansigtet til stor frustration. Mund, næse og øjne. Umf.! Man føler sig lidt som et dyr.

Efter at have sagt farvel til Ayers Rock kørte vi om eftermiddagen de knap 300 km. til en campingplads nær Kings Canyon (kendt kløft). Om morgenen kørte vi så ud til kløften og så igen, hvordan de store røde sten udfolder sig på en smuk måde i landskabet. Vi tog en kort gåtur ind i kløften og så den nede fra - fik taget nogle billeder, og så gik vi turen op på højde med kløftens top, hvor vi stod og havde udsigten og hele det flade landskab.
Efter vi lige havde summet os og ordnet de små toiletbesøg var det tid til at synge ”We are on the road again!”.

Vi havde fået nogle gode nætters søvn uden mus og andre forstyrrelser, så vi var friske til at tage turen tilbage igen.
Vi må dog indrømme at 3500 km tilbage på den lange lige landevej, var en lidt hård tanke, så efter nogle timer gjorde vi lige et holdt for at undersøge om vi skulle tage et fly fra Adelaide (det sydligste af midt Australien). Flybilletter herfra er nemlig okay billige, så vi ville spare penge i forhold til køreturen + vi ville få en ekstra dag, da der kun ville være de ca. 1500 km til Adelaide fra Alice Springs.  Men flytiderne lå lidt for tidligt den næste morgen, til at vi kunne nå at køre stykket uden at stresse for meget, så vi lagde det fra os igen. Selvom det ville blive langt og hårdt vejen retur, synes vi alligevel, det var lidt hyggeligt at trille af sted sammen. Og hvis man skulle lade lidt op imens den anden kørte, kun man bare ligge sig om og se en god film. Crocodile Dundee fik vi meget glæde af :D

Det blev dog lidt alvorligt samme aften. Da mørket havde lagt sig og vi igen var totalt alene på vores landevej, kom vi pludselig uden varsel ind på en kort strækning på hundrede meter uden asfalt og med en masse små bump. Lidt af en forskrækkelse for Rikke, som kørte, og lidt af en farlig situation, når man kommer med 120 km/t. I ren forskrækkelse blev der trykket hårdt på bremsen, for bilen var ved at glide fra vejbanen pga. de mange bump, så vi kom i stedet i slinger og drejede en halv omgang rundt, inden vi holdt stille i grøften og kiggede på hinanden. Utrolig skræmmende oplevelse. Nok værst for Rikke, som følte sig utrolig skyldig. Men heldigvis er det hele bare fladt ved siden af vejen, og der står ingen træer meget tæt på, så det var kun højt bushsteppe vi kørte ud i. Der var ikke sket noget med os eller bilen, men alligevel var vi selvfølgelig rigtig rystet. Til Rikkes forsvar skal det siges, at vi efterfølgende tjekkede op på skiltningen og der var ingen skiltning med ”soft edge” eller ”Rough surface” i nordgående retning, som vi kørte. Derimod var der to skilte, hvis man kom nordfra og kørte sydpå, som indikerede den manglende asfalt. Skræmmende.
Ved næste tankstation ville vi anmelde fejlen, men den lokale tankstations ejer og pub-ejer vidste ik’ hvem vi skulle oplyse det til. Vi trillede rigtig forsigtigt videre for lige at få oplevelsen ud af kroppen.

Men der skulle ik’ gå længe før der skete noget nyt. En roadtrip er fuld af oplevelser.
2 timer efter kom vi kørende, hvor der var en forholdsvis voldsom bushbrand helt tæt på vejen. Vi  kunne skimte en bil og en aboriginal, som stod i siden af vejen. Det viste sig at være en hel bilfuld af den lokale befolkning, som stod i siden af vejen lige op af bushbranden. De spurgte om vi ikke kunne have en mand og en kvinde og deres lille dreng med til nærmeste by, som vi selvfølgelig gjorde. Dog ville en anden kvinde have, at vi skulle tage deres bil med på slæb, så de alle kunne komme væk, men den gik ikke. Senere fandt vi så ud af at bushbranden var noget aboriginals’ne havde antændt, fordi der var for mange myg, og det kunne børnene i lide. Vi var lidt rystet over den udmelding, men de syntes aldeles ikke der var noget galt i at sætte ild til bushen. Den voksede hurtigt frem igen. Mh. Det var en noget sjov oplevelse, at have de lokale indfødte australiere så tæt på sig i bilen, hvis man ser bort fra at mange aboriginals har en urolig kraftig svedlugt, som vores to passager desværre også havde foruden de lugtede godt og grundigt af sprut. Men det var en sjov samtale, og det indblik vi fik i deres liv. De havde fx aldrig set havet, dog henviste kvinden i situationen til at hendes fætter i 1992 havde været på en skoletur til Tasmanien og i den forbindelse havde set havet. Totalt outstanding og surealistisk for os at forestille sig.

 Derfra gik turen hjemad ellers meget glidende, hvis man ser bort fra at vores køleskab i bilen valgte at sige stop. Det betød at lidt god mad måtte smides ud, fordi vi ikke kunne holde det koldt. Øv..
Men langt om længe havde kilometertælleren rundet de ca. 7350 km og vi nåede Brisbane igen. Sikke en lettelse at skulle tanke bilen for sidste gang og at kunne se frem til et bad.
Vi fik bestilt overnatning og læsset alle vores ting af og kørte så ud af byen, hvor vi skulle aflevere bilen. Fordi det var søndag, havde butikken lukket, så vi skulle bare smide nøglen af i postkassen. Vi skrev dog først en lang liste over ting der ikke virkede på bilen og lagde den på forsædet, før vi låste bilen af. Forhåbentlig gav det noget discount på det hjuldæksel, der manglede. J
Da vi om aftenen sad rene og mætte på en italiensk restaurant, som de to gamle på Gl. Kongevej havde doneret (mange tak!) var det lidt vildt at tænke på, at vi på 9 dage havde taget en tur, som svarer til at køre fra Aabenraa til Vest Sahara og hjem igen (eller one way luftlinje ned til lille Abago i Sydcongo,  Afrika) og så pludselig bare var tilbage igen. En fed tur og hård tur, som var hurtigt overstået.
Nu havde vi en uges tid tilbage i Australien som nøje blev planlagt – noget helt nyt for os, men ellers ville der ikke være tid til at nå det vi gerne ville. (:

Flere billeder kan ses paa: Webalbum