Sydøens slutspurt - d. 03.03-15.03

Nu er der efterhånden gået nogle uger, hvor der igen er sket en masse, og vi har lidt sat os for at indhente nutiden her på bloggen, så vi ikke konstant er 14 dage eller mere bagud i forhold til, hvad vi egentlig går og laver. Vi håber alt er vel derhjemme.

I Franz Josef, som er en lille hyggelig skiby, havde vi nogle dejlige dage. Vejret var skønt, dejlig udsigt og så boede vi på en hyggelig camping plads, der lå gemt af regnskovstræer.
Den 4. marts kørte vi ud til Franz Josef Glacisers, hvor vi kunne gå helt hen til foden af glaciseren.  Det er et utrolig flot syn, at kigge på en 12 kilometer lang glaciser mellem høje bjerge, og se hvordan den har arbejdet sig ned ad bjergene. Det der gør Franz Josef glaciseren så speciel er, at det nederste stykke kun ligger 300 meter over havets overflade – med andre ord glider glaciseren  direkte ned i et tempereret klima med frodig grøn natur og adskillige små vandfald ned ad bjergsiderne. Smukt! Og Mikkel kunne selvfølgelig ikke lade være med at lege rundt i det sprøjtende vand. Driv våd som en lille dreng og meget opsigtsvækkende for de andre turister i området! Til hans forsvar fik han dog nogle gode billeder ud af det. :)

Denne by var også stedet, hvor vi skulle ud, at flyve i helikopter, som var en gave fra Mikkel til mig på vores 1 års dag J Vi blev nødt til, at vente en dag med flyvningen pga. vejret, men dette var det hele værd. Den næste formiddag startede godt med dejlig sol og en masse sommerfugle i maven. Helikopterturen tog 40 min. og var så utrolig smuk. Vi fløj bl.a. over NZ’s højeste bjerg Mt. Cook, fik set de to glaciser i området, Fox glaciser og Franz Josef Glaciser ovenfra, og så fik vi også en snelanding på bjerget. Blå himmel, kridhvid uberørt sne og smuk udsigt til bjergtoppene. Det var en utrolig smuk tur over bjergene og glaciserne, som næsten får os til at glemme, at vi lige skulle bruge en 2-3 timer, da vi kom ned igen til at komme os, efter vores sarte maver igen prøvede på at ødelægge vores tur. Denne gang nåede vi dog at nyde turen inden vi blev alt for dårlige. :)

Da vi havde sundet os lidt tog vi en længere tur i bilen, hvor vi kørte til byen Wanaka. Strækningen fra Haast til Wanaka er nok nået af det smukkeste vi har set på NZ. Skiftende natur, kæmpe store bjerge, hvor nogle af bjergspidserne var hårde og golde, og mindede lidt om det vulkanterræn vi så i Tongario National Park på Nordøen, mens bjergene ved siden af var grønne og ”bløde” – alt imens blev disse bjerge skilt af den flotteste turkisblå flod, som hele tiden fik tilført vand fra hundrede vis af mindre vandfald, som faldt lige op af vejen. Som I sikkert kan høre, var det svært som chauffør, at koncentrere sig om at køre op den smalle bjergvej.
Da vi kom til Wanaka tjekkede vi ind på et hostel, da især jeg, havde frosset de sidste 3-4 nætter i Franz Josef. Dagen brugte vi på hygge og ellers blev jagten efter nogle varme tæpper sat i gang.

 Den næste dag satte vi kursen mod Queenstown, hvor vi boede på en stor camping plads helt centralt. Lækkert! Så kunne vi spare et par dages benzin.

Den første aften skulle vi selvfølgelig smage den omtalte Fergburger, som op til flere gange er blevet omtalt af rejsende eller kiwierne selv. Efter Mikkels dobbelt Fergburger, kunne han konstatere, at det var en burger, der for alvor var lavet til mænd. Flere 100 grams kvalitets bøf og generelt en størrelse, der får enhver mundvig til at gå i spænd! Single Burgeren var dog ikke en der faldt i min smag, men til gengæld var pommes fritters nærmere kartoffelbåde end pommes fritters – mums!
Anden dag i Queenstown var det Mikkels tur til at indløse hans årsdagsgave fra mig. Han havde længe gået og tænkt på, at det skulle være paraglidning, og dette var et godt sted at gøre det, når vi nu var i actionbyen, Queenstown. Han skulle løbe ud over et bjerg omkring Queenstown kaldet ”Rocky Dolly” – her følger Mikkels egen beretning af oplevelsen.

”Da vi blev samlet op af paraglidingbussen på campingpladsen var det med en rigtig spændt fornemmelse. Egentlig var jeg ikke rigtig klar over, hvad jeg havde skrevet mig op til. Alt imens vi havde været i Queenstown, kunne man uafbrudt se folk svære rundt i luften. Nogen stille og roligt, mens andre snurrede helt vildt rundt om sig selv og lynhurtig nåede landjorden igen. Så spændt var jeg! Dejligt Musen var med i bussen for at se på.
Det hele viste sig at gå meget hurtigt. Vi blev kørt ud af byen og op på Bjerget Rocky Gully, hvor jeg blev sat af. Jeg kom hen til min instruktør, som havde gang i en helt masse imens han meget meget kort instruerede mig - han havde lige en paragliding skole han kørte på samme tid. Jeg blev spændt fast, og så var det ellers af sted, løbende ud over klippen, hvor ”sejlet” hurtigt fik fat. Super fed fornemmelse at svæve rundt så højt oppe.  Fantastisk udsigt. Måske lidt ligesom at stå og se ud over landskabet fra et bjerg. Her blev man bare en del af billedet, så det hele er i 3D, i stedet for en ”2D panoramaudsigt” – Hvis det gav nogen mening? :b
Anyways.. Fed fornemmelse var det, men måske også lige en tand for hyggeligt end hvad jeg havde forestillet mig. Fordi det var Tandem kunne jeg sidde tilbagelænet på noget stof og bare slappe af. Men okay, en gang skulle jo være den første, så man kan jo ik’ bare flyve afsted – prof og se godt ud! :b 
Efter lidt tid i luften var det tid til at komme nedad. Det blev med fuld skrue og snurren så man fuldstændig mistede fornemmelsen for op og ned – suget fra maven mindede mig dog om at tyngekræften stadig var i kraft. Det vildeste var nok når man hang med maven og ansigtet direkte ned mod jorden og kunne se flere hundrede meter ned, imens man havde fornemmelsen af at man faldt.
Men som sagt, før man vidste af det, var vi så langt nede at det var tid til en landing.
Rikke som var blevet kørt ned i dalen i mellemtiden, var kun lige akkurat nået ned og blev derfor lidt skuffet over allerede at se mig. Hun nåede nemlig kun fået et billede af mig i luften. På trods af den vildt fede fornemmelse i luften, stod jeg alligevel også og var lidt halvskuffet over allerede at være nede. Små 15 min. i luften er ikke det store, når man betaler 200 dollars. :/ (850 kr.) Men der var ikke det store at gøre ved det. Jeg havde selv valgt en actionfyldt nedtur, hvilket desværre også er lig med lynhurtigt nede.
Resten af dagen slappede vi af og hyggede på havnen.

Dagen efter besluttede vi os for at køre et lille smut ud forbi AJ Hackett, hvor vi kunne se tosse på tosse springe bungy fra den 43 meter høje bro. Det var vildt medrivende at stå og se på, og man følte suget i maven for dem der sprang. Gys! Vi skulle videre til Milford Sound, som ville tage omkring 5,5 time i bil, så vi måtte desværre videre. Atmosfæren omkring broen var dog helt fantastisk. Stemningen før et spring, forløsningen, jublen fra tilskuerne samt den høje musik var nok nogle af de faktorer, som spillede ind, da vi listede op af trappen mod bilen med en summen i maven.. Skulle vi gøre det? :oo
Vi var i hvert fald så fanget af stemningen, at vi knap nok havde sat os ind i bilen før vi slog en kæmpe hjernefis og aftalte at springe, når vi kom tilbage fra Milford Sound. Argh!
Det viste sig, at blive en voldsom mental proces vi oplevede de to efterfølgende døgn. Sindsoprivende kontraster! Det ene øjeblik havde man et super fedt kick i tanken at skulle hoppe. At det ville blive for fedt, men også lige så meget det at overraske os selv og dem der hjemme ved at gøre det! Uh..
2 minutter efter sad man så med fornemmelsen at det var da fuldstændigt vanvittigt, og hvad havde vi gang i??? Men vi havde jo endnu ikke skrevet os op til noget, hvilket hjalp utrolig meget på os begge, for så var der jo ingen grund til at gå og være nervøs.

Men nå ja -  Alt imens vores mentale udsving spillede rundt i hovedet, drønede vi af sted sydpå for at nå ind Fiordland og den naturskønne nationalpark omkring Milford Sound.

Da vi begyndte at nærme os kunne vi mærke det på klimaet. Selvom solen kiggede en smule frem  var det blevet en del koldere end i Queenstown. Men med snuden direkte vendt mod Anarktis ville alt andet jo også være mærkeligt. Jo nærmere vi kom Milford des flere stejle bjerge skrånede op i horisonten – og med kun nogle kilometer tilbage begyndte vi at kunne se gletchere på nogle af bjergsiderne, vejen krummede sig indtil ét spor på flere strækninger imens de snoede sig det sidste stykke vej ind til Milford. Vi var spændte over, hvad vi skulle se. Mange havde talt stort og smukt om Milford Sound og prioriteret det som noget af det smukkeste på Sydøen, mens mange slet ikke tog den lange køretur derud, fordi de synes, det var mindre vigtigt.  Så vi sad meget spændte de sidste kilometer og skulede efter noget ekstraordinært natur, som ville kunne få os til at sige Ih og åh.. Men det kom ikke. Pludselig gik vejen ikke længere, og vi holdt foran det store færgeleje, hvor alle selskaberne med guidede ture ud i sundet hørte til.
Vi måtte alligevel konstatere at de stejle bjerge, vi kunne se skyde direkte op af vandet, var meget fascinerende, men vi håbede alligevel på noget mere, da vi næste morgen skulle ud på en sejltur.
Det var tidligt, meget koldt og lidt af en morgenrusker at stå på færgen den næste morgen.  Det blev en yderst smuk sejltur rundt i Milford Sound, og de voldsomme bjerge, som skød lige op af vandet gjorde indtryk – for ikke mindst at nævne nogle af de vandfald som kantede sig ned af de grønne skråninger.
  Det betød alt i alt at vi kørte fra Milford med lidt blandede følelser. Rikke synes det havde været super koldt, hvilket jeg kunne bekræfte, da det gav mig en mindre forkølelse, men også rigtig smukt. Vi syntes dog alligevel den 10 timers lange køretur frem og tilbage ruskede i vores indtryk, og kunne ikke helt finde ud af med os selv, om det var køreturen værd.

Snart var vi tilbage i Queenstown igen, og vi var efterhånden godt nervøse over vores lille indbyrdes aftale. For at lægge nerverne en smule inden vi hoppede i teltet, aftale vi at tage stilling til det næste morgen, når vi igen var ude ved AJ Hackett og deres elastikker.

Men vi havde knap fået slået teltet ned næste morgen, inden vi var enige om, at nu skulle det være! Så vi kørte ud, sad 1,5 time og ventede på at det var vores tur, og kom endelig op på broen. Vi blev spændt fast omkring benene, og så var det ellers kun én vej. Rikke sprang ud med et kæmpe skrig, godt nok anspændt over situationen, men det gjorde det kun mere sejt!  Derefter var det min tur. Fornemmelsen af at stå og kigge lige ned i floden 43 meter længere var en for fed fornemmelse. Vel og mærket KUN fordi man blev nødt til at stole 100 % på deres udstyr. Ud over og med fuld fart ned, mens man bare tænkte FUCK!
Efter det voldsomste sug i maven, et lille døb i floden og nogle gyngeture kom jeg ned til en ventende Rikkemus, som var fuldstændig op at køre over suset og adrenalin kicket.  Hun var næsten ikke til at lukke munden på, og det samme vil hun nok sige om mig. Det var så fedt! Mest af alt fordi vi havde gjort det begge to. Det hele havde været en ubeskrivelig god følelse.

 Selvom vi havde brugt noget tid på foto og film og var kommet lidt ned på jorden igen, så var vi stadig høje da vi trillede videre mod vores sidste mål, Christchurch. Vi skulle aflevere vores elskede lille Nissan næste dag, så der var ikke tid til de store svingærinder. Vi holdt dog ind ved Moraki Boulders, som er nogle store runde sten, der gennem millioner af år er blevet dannet i klipperne. Lidt sjovt syn, i det havet har gravet dem fri og trukket dem ned i vandkanten.
De sidste tre dage i Christchurch var med blandede følelser. Byen og specielt byens indbyggere var stadig mærket af det tragiske jordskælv 2 uger forinden. Vi brugte dagene på at slappe af og på at få pakket vores tasker, så de var klar til flyveturen til Sydney.

Den ene aften gik vi en tur ind til Centrum, for at se nærmere på de voldsomme ødelæggelser. Det var meget trist at se. Over halvdelen af byens centrum kunne vi slet ikke få adgang til, da det var spæret af af militæret. Og selv områder, der var delvist ramt med væltede vægge o.lig., var øde, så det føltes man gik rundt i en spøgelsesby. Af den grund fik vi ikke rigtig oplevet Christchurch.
Den sidste aften fik vi pakket færdigt og fik teltet gjort rent, så vi ikke fik bøvl i lufthavnen. Vi tilbragte derfor natten i vaskerummet og på toilettet, hvor vi lige nåede at få et par timers søvn, inden vi blev hentet af en shuttlebus, der kørte os til lufthavnen kl. 03.30 om natten.

Sydney here we come!

Flere billeder kan ses på: Webalbum

Vintur, whale watching og hiking mm.. Ren actionstart på Sydøen - 24.02-03.03

Torsdag morgen var vi tidligt oppe for at nå morgenfærgen i Wellington. Next stop: Picton, Sydøen, udsigt til mere storslået natur, formentlig mere regn og ikke mindst koldere temperaturer. Men vi glædede os.

Sejlturen varede ca. 3 timer og specielt de sidste tre kvarter, som var en lang indsejling til Piction havn , var utrolig smuk. Grønne bjerge, smaragdgrønt vand og lækker solskin.

Vi havde nogle dage forinden bestilt en vintur til om eftermiddagen, så da vi var kommet af færgen blev vi inden for få minutter samlet op af vores guide, og så gik turen ned til New Zealands mest kendte vindistrikt, Marlborough, der ligger i området omkring byen Blenheim. Vinområdet er mest af alt kendt for sine hvidvine på druerne Sauvignon Blanc, Pinot Blanc, Pinot Gris mm. Men de producerer også nogle gode Shiraz rødvine. Selve vinturen var mest af alt et af Rikkes ønsker, men hvem siger nej tak, til en spænende tur  rundt på lækre vingårde med evt. prøvesmagning, så selvfølge var det også hurtigt et ønske fra min side. Vores forventninger til turen, ud fra den brochure vi havde bestilt igennem, var at vi skulle have en rundvisning på forskellige gårde og lære lidt om selve vinprocessen o.lign. –Vi blev derfor mildest talt lidt overrasket, da vi kom til den første planlagte vingård af fem. Det viste sig at være en ren spruttur! :D (wee.., Tænkte jeg, da vi stod og smagte på det 4. glas hvidvin af 6 plus 2 rødvine og en mousserende vin). Det blev hurtigt dog mere puhh, ”jeg kan snart ikke mere”, da vi stod ved den 3. gård og smagte på en ny Sauvignon Blanc, som jeg selvfølgelig hverken kunne smage forskel på i forhold til de øvrige. Ved smagsprøve 25 er ens smagsløg så syret af alle vinene, at det begynder at blive lidt hårdt. Men lækkert var det, og Rikke var lige så begejstret som mig. Lige en obs til andre udvidende vinturister – husk at spytte ud og skylle mund! Det er dumt at drikke det hele med mindre man vil have en ordentlig brandert. Heh :D Rikke var heldigvis bedre til den nævnte manøvre, så hun fik nok mere ud af smagen fra de forskellige vine. (Især dessertvinene, som hun smagte lidt ekstra på) 
Alt i alt var det en rigtig underholdende og sjov tur, lidt anderledes dagsorden end vi havde regnet med, men det gjorde det ikke mindre sjovt. Behøver jeg at nævne at vi følte os en smule beruset, da vi stod der og drak på helt tom mave?

Om aftenen kørte vi det lange stræk ned til Kaikoura, hvor vi ville med på en whale watching næste dag.
Dette viste sig at blive lidt af en fiasko. Det startede så godt med at vores Whale watching blev aflyst pga. dårligt vejr, så vi rykkede vores tur til tidligt den næste morgen. Om morgen da vi tjekkede ind var der store advarsler med søsyge pga. vejret, men vi tænkte det gik nok. Den 2,5 time lang sejltur på halvanden meter høje bølger blev dog hurtigt et mareridt i den lille båd, hvor man ikke kun se horisonten, men kun det gyngende loft. Vi sad begge hurtigt med hovedet nede i ”poserne” og så var det ellers den whale watching. Det skal dog nævnes at Rikke var super sej, da hun med hovedet nede i posen alligevel fik taget nogle billeder af de kaskelothvaler og delfiner, som de andre hårde turister fik set. Ja ja.. I smiler nok, men vi blev ikke født i en båd, og vi er helt sikkert ikke blevet gynget nok som små, så mor og far – Shame on you! Det skal lige nævnes at, der var flere på båden som blev dårlige.

Et af Rikke's gode shots trods hendes tilstand

 Den planlagte ene dag i Kaikoura blev på den måde til tre, fordi vi også lige skulle komme os over turen. Det blev dog alligevel til et kig forbi den lokale byfest, en sælkoloni og et lækkert måltid krebs om aftenen, som bare skulle prøves, da Kaikoura betyder stedet man spiser skaldyr. Så helt fiasko blev det ikke. Men alligevel lidt.

 Vi kørte nordvest på for at nå op til Abel Tasman Nationalpark, hvor vi var den 28. Vi bestilte en vandtaxa til hen på eftermiddagen, og så blev vi ellers sejlet et godt stykke op i parken med fuld oppakning for at gå tilbage -  dog med en enkelt overnatning i den rå natur for at fordele de mange kilometer en smule. Det blev en super fed oplevelse! Fantastisk natur med store laguner, perfekt solskinsvejr (første dag), gyldent sand og tusindvis af sandfluer (insekt som bider og efterlader stik, som klør mere end myggestik.. Ahh.)

Trætte - men vi kom i mål.

Det var måske fordi turen føltes så ekstrem (omkring 25 kg. fordelt over vores skuldre), at den også føltes så fantastisk fed! Op og ned af mindre bjerge. Det kan derfor næsten ik beskrives, hvor dejligt det var, da vi så vores bil den næste dag omkring aftenstid, PLASK VÅDE og med ben tungere end bly efter at have tilbagelagt omkring 14 km. den første dag og ca. 18,5 km. den anden dag. Ren milistyle med den oppakning og i det terræn! Lidt heldigt kom vi ned til en sms i bilen fra Bente og Lars om, at de havde doneret en varm overnatning og en dejlig seng. Sweet! Lige hvad vi manglede oven på en sådan hiking-tur. Tusind tak – I læste lige vores tanker der.
Vi restituerede selvfølgelig samme aften med en lækker pizza for at komme til kræfter.

Derefter drønede vi lidt hurtigt ned igennem Sydøens vestkyst, hvor vi bl.a. fik set den gamle mineby Westport med tilhørende museum, minigolf og pandekageklipperne ved Greymouth, hvor bølgerne kaster sig ind over, og laver tordenskralds lyde ved at presse luft op igennem små huller i klipperne. Opsigtsvækkende!

Efter endnu et par dejlige dage gik turen mod Franz Josef og Fox Glacier…

Håber I har det godt derhjemme. Vi nyder det stadig okay vejr, solen og hinanden.

Flere billeder kan ses på: Web album

Waitomo Caves & Fam. Hardy - 17.02-23.02

Torsdag eftermiddag var vi under jorden (helt ned til ca. 18 meter under jordoverfladen) i omkring 2 timer. Waitomo caves er 3 store grotter i den vestlige del af Nordøen, som er blevet gjort utrolig turistet med rafting, rappelling og hyggelige guidede ture.
Vi havde tilmeldt os den mellem dyre tur, som skulle være action fyldt, underholdende og generelt lidt af et vandeventyr. Vi fik uddelt en stor badering, blev sat lidt ind i instrukserne omkring faldeteknik mm. med sådan en ring og sikkerheden generelt. Vi vidste ik’ helt, hvad vi gik ind til, så vi var MEGET spændte.
Specielt Rikke var lidt smånervøs over at vi skulle ned under jorden og kravle i små gange, hvor der til tider viste sig at være meget lidt luft op til loftet fra det vand vi svømmede rundt i. Det var generelt meget overskridende og utrolig smukt at svømme rundt i disse baderinge – i hvert fald så længe vores pandelamper lyste tilstrækkeligt op. Når det var helt mørkt, kunne man se de helt specielle insekter, ”glowworms”, der sidder i loftvæggen i grotten og lyser op med deres hale. Noget de gør når de er sultne – hvilket de er hele tiden J Det var lidt som at se op på en klar stjernehimmel.
Alt i alt var vi alligevel lidt skuffede, da vi stod færdige, tørre og varmede os på en kop tomatsuppe og en varm bagel, for vi havde håbet på en del mere action end vi fik. Det var en utrolig smuk tur, men det største spændingsnivau var, da vi gik ned i grotten af et helt lille bitte hul, (føltes meget klaustrofobisk) og da vi skulle springe baglæns ned af et 2 meter højt vandfald. Resten af tiden flød vi rundt i vandstrømmene og nød den flotte grotte.

    

 Fredag kom dagen, hvor vi endelig skulle møde familien Hardy. Vi kørte derfor tilbage til Rotorua, og ud til Lake Tarawera, hvor de har et lækkert sommerhus med udsigt over søen. Helt vanvittig skønne naturomgivelser. Vi kan klart anbefale alle derhjemme, som går med tanker om at købe sommerhus, at investere i dette lækre område, hvis det ikke var for den smertefulde 26 timers flyvetur hertil. :)
 Chris, Hanne, Anja og Lars stod alle klar til at tage imod os. De er uden sammenligning den mest åbne familie, vi nogensinde har mødt. Selv siger de, at det ville være sådan i ethvert kiwi-hjem, men det tror vi nu ikke helt på. De havde en energi og lyst til at vise os alt det sjove, som kan laves, når man rigtig nyder sommerhus livet. Allerede ”et par minutter” efter vi var ankommet, kom vi med ud på søen i Lars og Anja’s helt egen lille båd, (Smokey 2), hvor vi fik set hele det lille indhug i søen, der lå ind til sommerhusene. Derefter var det ellers ud i familiens store speedbåd på vandski. Med Lars og Anja’s energiniveau skal der ske noget, så af sted var det, og vi blev bare kastet ud i det. Super fedt! Vi så lige, hvordan man stod på vandski med stil på kun ét ben – af både Lars og Anja, og så var det ellers vores tur til at prøve. Heldigvis med 2 ski ;) Det var en kamp at komme op, men da det så endelig lykkedes var det en fed fornemmelse at stå med fulde fart hen over Lake Tarawera og med Mount Tarawera i baggrunden. Rikke var lidt tøvende med at komme af sted på skiene, men med tilpas familiepres og lidt hensyn fra Chris med bådens fart, kom Rikke af sted og op og stå. Så cool. 

 På tilbagevejen fik Lars lige vist, hvordan man står på wakeboard, hvis det nu var noget vi skulle have lyst til. Vi fik hurtigt indtryk af at sommerhuset var en stor lejeplads for børn som for voksne og med en dejlig atmosfære. Der skulle leges, grines og smiles – og det blev der gjort J Ja, vi bør næsten skrive oplevelserne i en remse for at få dem alle med. Wakeboard, biscuet (badering bag båd), kajak, barbecueet kylling med en øldåse i numsen, spa i søen og klippespring for ikke mindst at nævne hyggen. (selvom aftenerne - var noget korte fordi vi var så trætte.) :) Det hele føltes bare så overvældende fordi det var oplevelse på oplevelse, men det var bare super sjovt og lidt af en måde at møde familien Hardy på! :D Vi  var fysisk totalt færdige efter de 3 dage i sommerhus. Speicelt jeg (Mikkel) havde ondt over det hele efter alle minde styrt og forsøg på at komme op på wakeboard. Men sommerhuset havde hidtil været den klart bedste oplevelse på øen, så vi turde næsten ik’ have nogle forventninger til, hvad der skulle ske, da vi skulle videre med ned til deres farm, som ligger 3,5 time derfra.

Hyggeligt spabad i Lake Tarawera

Vi kørte fra sommerhuset søndag eftermiddag og ankom derfor først sent til farmen. Efter de 3 oplevelsesrige dage i Rotorua var vi meget trætte, så vi gik tidligt i seng. Alligevel sov vi helt til klokken 10 næste morgen, hvilket var rigtig skønt i en dejlig stor, blød seng. Lars og Anja var i skole og Chris var i gang på farmen, så det var kun Hanne, der var hjemme. (Lars havde ellers været et supert vækkeur hver morgen i sommerhuset, så det var nok fordi han ikke var hjemme, at vi sov så længe )
Vi brugte det meste af dagen på, at planlægge Sydøens rute med gode råd fra Hanne. Sent på eftermiddagen tog Chris og Lars os med ud på farmen i deres firehjulstrækker for at få et lille indblik i hvor stor farmen egentligt er. Og Hold da op. Deres farm strækker sig over et areal så langt øjet rækker. Farmen består selvfølgelig hovedsageligt af får, men de havde også marker med køer og rådyr. Omgivelserne på farmen er utrolig smukke – Alt er grønt og bakket.   Efter den lille rundvisning kørte vi tilbage til huset, hvor Chris og Lars ville vise os lidt mere af farmen, som vi ikke kunne komme til i den store bil; bl.a. et smukt udsigtssted, som var det højeste punkt på farmen. Så vi skiftede over til ATV’er og tohjulet crossere. Super fedt.  Vi kørte af sted med Lars og Chris drønende i front. Det var en fed tur igennem det smukke landskab, og da vi efter at havde kravlet op af en stejl skråning og kravlet over et pigtrådshegn – uden crosser, hvor Mikkel revnede sine bukser i et elendigt hop over hegnet, nåede vi endelig toppen af udsigtspunktet - det var ren fornøjelse, at stå i et med naturen og se de store bjerge i horisonten - fantastisk syn.
Til aftensmad havde Hanne og Anja taget noget lækkert indisk mad med hjem fra byen, så da vi først fik smag for retten var der ikke en riskerne tilbage. Mhh, hvor smagte det godtJ
Tirsdag morgen stod vi tidligt op for at sige farvel til Anja og Lars, inden de tog af sted i skole. Hanne var taget af sted mandag aften, fordi hun skulle flyve til Auckland tidligt tirsdag morgen, så vi havde lige et par timer alene, inden vi ved middagstid fik sagt farvel til Chris, for så at trille videre mod Wellington. Vi havde en færge at nå, så vi kunne fortsætte rejsen på Sydøen. Men allerførst havde vi dog lige halvanden dag i hovedstaden, som blev brugt på lidt shopping, et kig på parlamentet og regeringsbyningen og så ellers et par timer på nationalmuseet ”Te Tapu”, som havde nogle helt fantastiske illustrationer af NZ’s fortid, den vulkanske aktivitet, jordskælv og meget mere - og så var det endda helt gratis! Ikke noget vi har mødt endnu, da Maorierne virkelig forstår at gøre al ting til en turistattraktion og tage mange penge for det!