Vi har det godt!

En lille kort opdatering oven på det meget voldsomme jordskælv i Christchurch for 2 dage siden.

Som I sikkert har hørt i nyhederne var det et rigtig voldsomt jordskælv, og vi var heldigvis i rigtig god afstand - godt og vel 400 km. i luftlinje, så for os har det ligeså vel været noget, vi har fulgt over radioen og TV.

New Zealænderne er utrolig påvirket af situationen, og da vi var inde i Wellington (hovedstaden) i går, var der også flag på halv ude foran parlamentsbygningen. Stemningen overalt har været meget mærket, specielt fordi den new zealandske befolkning kun rummer 4 mio., og mange derfor har relationer til folk i den næststørste by.

Heldigvis har både Australien og USA sendt specialstyrker til Christchurch for at hjælpe.

I løbet af de næste par dage kommer en blogopfølgning på den sidste uges tid, som vi har tilbragt meget af i fuld action sammen med Familien Hardy. :)

Tirsdag d. 8.02 – 17.02 - Rotorua lugter af rådden æg

Nu er der så gået endnu en uge på Nordøen. Vi tog tilbage til Auckland fra Whangarei for at opleve det nyere havne miljø; ”Viaduct Basin”, hvor vi fandt en lækker fiskerestaurant. Jeg sprang i med begge ben og bestilte ”dagens fisk” og ente med en kæmpe tallerken med pommes og en stor friturestegt fisk. Skuffende! Mikkel havde til gengæld mere held med sig og fik en rigtig lækker, perfekt stegt, lys fisk som var meget delicious.

Efter en dejlig middag i storbyen tog vi den halvlange køretur til den turistede strand ”Hot water beach”, hvor vi ankom omkring 18 tiden. Vi lånte en skovl til at grave små spabade og efter lidt massen og basen for at få alle de andre turister væk, kunne vi placeres os behageligt i det varme vand, der strømmede op af undergrunden. Vi fandt hurtigt ud af, at man skulle sidde varsomt der i sit eget lille spahul, da vandet nogen steder var op til kogetemperatur.

Alligevel sad vi dog og nød aftensolen med tanken om, at sådanne lavasten et stykke nede i jorden, slet ikke er så dårligt.
Vi glemte alt om aftensmad og overnatning, så vi nåede lige på sidste faldereb, at tjekke ind på den lokale campingplads. Det viste sig, slet ikke at være så slemt, for da vi stod i campingkøkkenet og lavede sent aftensmad ved 22 tiden, var der en flink tysker på fiskeferie, som lige havde fanget et læs ”king fish”, og delte med glæde ud, da der ingen fryser var. Mums, sikker en forfriskning. Der troede vi, at vi skulle leve af ris og et stykke salatblad, men ente i stedet med en udsøgt fiskeoplevelse. Helt frisk.

Næste dag kørte vi sydpå til den større by, Tauranga, hvor vi for alvor fik at mærke det luksuriøse ved at backpacke i New Zealands geotermiske varme områder. Opvarmet pool og lækkert hot spot uden mer’ pris! :D De har den gode, at kunne pumpe det varme vand direkte op fra undergrunden. Lige en frynsegode for Mikkel!

Torsdag kørte vi videre til Rotorua som er kendt for sin herlige duft af rådden æg pga. den svovlholdige luft. Man beskriver byen med betegnelsen helvede som man dog kan forlade igen.  Men inden vi nåede byen helt, havde vi lige et stop i byen Matamata, hvor hobbitbyen ”Hobbiton” ligger, som lagde scene til filmen ”Ringenes Herre”. Vi var med på en to timers guidet tur rundt i den lille filmby midt i den fantastiske NZ-natur. Det gav os utrolig meget smag for at se filmen igen, så da vi var ankommet til Rotorua, brugte vi hele aftenen, på at se den første film af trilogien. 
Anden dag i Rototua havde vi vænnet os lidt mere til den specielle lugt og var så ude i en Maori-by og opleve deres kultur.





Vi så en sangkoncert, hørte om deres historiske baggrund og sad i fyrre minutter og ventede på, at New Zealands højeste gejser(Pohutu), skulle gå i udbrud. (30 meters højde) Vores toldmodighed brød dog op, så det eneste vi så var gejserens kontante sprøjt på en to – tre meters højde og en masse vanddamp – meget flot springvand. Resten af dagen brugte vi på en times trekkingtur på hesteryg lidt uden for Rotorua. Mikkel klarede sig over alle forventninger, men havde dog sine problemer, da den gamle stædige hest, Mose, gik i trav. Men han klarede udfordringen i stiv arm og kom sikkert ned på jorden igen. Jeg var dog selv en smule skuffet over turen, da vi var en ti mennesker af sted (alle nybegyndere) og kun skulle ride i en lang række i stille skridt. Ik’ meget udfordring i det, men til gengæld var det helt kanon vejr til det, så det var skønt.

To verdensstjerner sammen. (Hesten havde en vigtig rolle i "Ringenes Herre")

Søndag kom dagen endelig, hvor vi skulle ud og rafte i en sprudlende flod. Vi blev hentet om morgenen af en bus, som kørte os hen til deres base, hvor alle skulle mødes og få udstyr. Floden vi skulle rafte i, lå kun 15 minutter derfra, så vi var hurtigt i vandet. Vi var 6 unge i vores båd, og vi var så (u)heldige at få den mest vanvittige, adrenalin tosse af alle instruktører, men det viste sig bare at gøre hele turen til en meget større oplevelse. Vores tur blev meget mere underholdende end de andre bådes. Han fik os til at sejle op mod et lille vandfald, så vi kom til at ”surfe” på vandet og så fik han også smidt alle i vandet, da han mente, der var tid til leg for ham og nogle af de andre instruktører. Mikkel synes, det var super fedt fra starten af, hvor jeg derimod var meget skeptisk, da jeg jo ikke er den store vandhund, men jeg har godt nok aldrig grint så meget før. Det var virkelig en fed oplevelse.

Undervejs til byen Whakatane tog vi nogle stop, hvor vi så Blue – og Green lake, som var et fantastisk syn.
I New Zealand går man lidt mere op i Valentines day end vi gør hjemme i Danmark, så derfor tænkte vi, at vi også ville ud at spise på en lidt finere restaurant. Men selvfølgelig havde vi ikke fået bestilt bord efter at vi kom ret sent til byen, og derfor var alle restauranter optaget! Vi ente aftenen på stranden (med udsigt til Bay of Plenty), hvor vi sad ved vandkanten med en pizza fra ”Pizza Hut” og et glas hvid vin. Faktisk hyggeligt, selvom det ikke lige var det, vi havde forestillet os, vi skulle spise på Valentines day.

Næste morgen kørte vi ud til Huka Falls, som er et vandfald, der har en helt fantastisk krystalblå farve. Vandfaldet er ikke særligt bredt, men smider 200.000 liter vand ud i sekundet. Det ser meget voldsomt ud, da de store vandmasser bliver skubbet sammen på den lille plads.

Vi kørte lidt videre og tog en overnatning i byen Taupo, hvor vi fandt en lille campingplads ude i skoven. Ude fra set - rigtig hyggeligt, men efter vi havde booket en overnatning fandt vi ud af, at der var rigtig beskidt og ulækkert. Hønsene løb rundt over det hele, så vi skulle huske at kigge efter høm hømmere og at lukke bildørene og teltet. Mh. Men trods alt havde campingpladsen to lamaer som var rigtig søde og snaksaglige.  Mikkel holdte dog lidt afstand til de to lamaer efter hans sidste møde med lamaen på farmen i Warkworth.
Vi havde ikke lyst til at være meget længere på den campingplads, som ikke engang var billigere end kiwi luksus campingpladserne, så vi kørte tidlig morgen til, ”Craters of the Moon”, som er en park med underjordisk aktivitet. Den lå lige i nærheden af campingpladsen. Senere på dagen kørte vi ud til Tongariro Nationalpark som indeholder tre store vulkaner, hvor en af dem sidst var aktiv i 1995. Det fede ved nationalparken var den skiftende natur. Vi kørte først gennem et regnskovslignende område – meget frodigt og dejligt varmt. På 20 km. skiftede terrænet radikalt og temperaturen var pludselig meget lavere, jorden var barsk og gold, og så var der store spidse klipper over det hele. Utrolig interessant og spændende. Det krævede dog lige et skift til lange bukser og en varm jakke.




I dag sidder vi og nyder den varme temperatur igen og glæder os til i eftermiddag, hvor vi skal ned i Waitomo grotte og lege i vand, klatre og rappelle under jorden! Bliver rigtig fedt.

Derudover ser vi frem til at skulle i sommerhus med fam. Hardy i morgen. En dansk/new zealandsk familie, der har en stor fårefarm på den sydøstlige del af nordøen. Efter weekenden i sommerhus tager vi med ned på deres farm et par dage. Bliver rigtig spændende at møde dem.

Vi ses over bloggen!

Arrived in New Zealand

Ja ja ja vi ved det! Måske har vi ikke været vildt hurtige til at give de første medrivende beskrivelser her på bloggen, men vi havde først lige vores uventede hårde kampe med Auckland airport, Jetstar, Biosecurity New Zealand, strande som bestemt ikke ligger på de steder, hvor vi burde finde dem og meget mere. Som I kan høre har det været en hård start, men ikke desto mindre spændende og oplevelsesrigt – set i bakspejlet i hvert fald! :=)
Det hele startede næsten alt for glidende. Vi havde begge været lidt spændte over pludselig selv at skulle finde rundt i lufthavnene. Begge har vi nemlig altid været vant til at have hovedet under armen og blot følge de gamle, super guiden Julie eller andre som gjorde livet i lufthavnen lettere for os. Så på trods af et super godt tilbud fra Anders og Chi i London, måtte vi melde pas på en lækker breakfast ud for Heathrow (London) for ikke at få stress, når vi nu skulle finde det rigtige fly og tilhørende gate.

Alt gik fint indtil vi landede i Hong Kong. Vi blev lidt utilpasse under nedflyvningen, så det korte pitstop med ellers hyggelig japansk baggrundsmusik ala en lille spilledåse, var ikke den store fornøjelse med kvalme, mange folk og tæt luft. Lidt pinligt og sjov mødte vi begge Uuuulrik kort efter afgang i kinesisk luftrum. Endda på samme tid! Ynkeligt dansk par som sad sammen på Monkey-class. Hehe. Men han var heller ikke så langt væk, for Mikkel havde allerede råbt efter ham i Hong Kong.
Men da vi så endelig landede i Auckland efter 26 timers flyvetur, ca. 10 timers ventetid og en tidsforskel, som havde slugt 12 timer, havde vi sådan set været af sted i 2 døgn og på trods af den trættende tur stod vi med en god mavefornemmelse ved bagagebåndet. Der skete bare ikke så meget…. Fandt vi ud af!
Bagagen var blevet glemt i Melbourne, så vi måtte gå tomhændet derfra. Dog lykkedes det os at komme lidt for hurtigt ud af lufthavnen. Trætheden og den nye situation uden bagage fik os til at glemme alt om 2 uskyldige æg i Rikkes håndtaske.  En ting som man tager ganske seriøst i New Zealand. Deres biologiske sikkerhedskontrol anser det som en stor trussel, så vi blev hevet til side til en lille snak. Alvoren gik dog hurtigt op for os.  Vi stod til en bøde på 400 NZ dollars (næsten 1700 kr.) for ubevidst indsmugling. Heldigvis havde Rikke det fornødne overskud til at charmere den mandlige betjent en smule, så vi slap med en pæn advarsel på papir. Heldigt! (Det skal lige nævnes at straffen for bevidst indsmugling havde kostet os 100.000 NZ dollars ellers 5 års fængsel). Uf..

Nå, endelig stod vi på en campingplads lidt ud for Auckland centrum. Værterne var super flinke, så det hjalp os lidt på sporet. Der gik dog alligevel over 24 timer før vi fik leveret vores tasker til pladsen, og først her følte vi at turen kunne starte.
Efter 3 dage i Auckland med Skytower, vulkaner og lækkert varmt vejr, tog vi lidt solbrændte nordpå i vores nylejde Nissan baby. Sprudlende smuk japansk kvalitet. Efter en lang dag trængte vi til en dukkert. Vi havde søgt strand hele dagen, og da det ikke havde lykkes os, havde vi i hovedet at finde en bestemt campingplads, der ifølge vores beskrivelser skulle have en lækker strand. Da vi endelige kom frem sent på aftenen, blev vi slemt skuffet. Stranden var tør som sandkassen i et børneområde.
  Det skulle dog senere vise sig blot at være trukket voldsomt tilbage pga. tidevand og stranden var derfor flot om morgenen igen, da vi skulle til at køre. Lidt for sent til en dukkert!

Anyways - vi kørte af sted og fik set et fremragende fåre/dogshow på sheepworld-farmen. Sjovt og underholdende og Mikkel fik desuden en lækker spytklat af farmens søde søde lama, som så åå så nuttet ud. Hehe..
Vi kørte derefter videre nordpå til Whangarei, hvor vi undervejs var meget meget tæt på at løbe tør for benzin. Rikke nåede i hvert fald at blive godt nervøs. Jeg blev selvfølgelig nødt til at spille afslappet på trods af benzinpilens nedaddykkende kurve i bjergterrænet, og i denne situation er navigering ud fra gratis kort, fyldt med reklamer, ikke anbefalsværdigt. Da vi endelig fandt en tank var benzin-nålen nede under nul. (hm.. synes vi har læst en lignende situation på en anden blog? Måske det er en typisk godtroende backpackerfejl) Det var en kæmpe lettelse.

Men alt i alt så kom vi godt frem til Whangarei, hvor vi nu sidder og sveder i det varme vejr. Tror vi har haft 28-35 grader samtlige dage. Derfor var det også rigtig dejligt med en lille svømmetur, da vi tidligere i dag var ude at se på et vandfald. Skøn natur, og når Rikke nu ik’ vil med i vandet, er det jo fedt hun kan tage nogle gode billeder.

I morgen har vi planer om at tage sydpå igen og ned forbi Auckland.
Vi har købt et mobilt bredbånd-stik, så vi har ikke opkoblingsproblemer mere, og kan nu opdatere bloggen. Der vil ikke gå så mange dage igen.

Sov godt Danmark.