Fraser Island, Whitsunday & Carins - Australien over and out (snøft) - d. 10.04-18.04

 Efter Mikkel havde fået en meget tiltrængt klipning forlod vi Brisbane. Vi tog Greyhound bussen videre op af Østkysten til Hervey Bay. Her fandt vi en lille fin campingplads, hvor vi lige havde en enkelt overnatning. Om morgenen skulle vi nemlig på en endags tur til Fraser Island. Fraser skulle efter sigende være verdens største sand ø, og så skulle den være smuk med masser af søer. Vi stod op til en solrig dag og 30 grader, og så var vi ellers meget spændt på, hvad dagen ville byde. Vi blev hentet tidligt af en bus, som kørte os til færgen. Det er kun muligt at komme ud på øen, hvis man har en firehjulstrækker, så derfor var der mange gående passagerer som havde booket en én – til flere dags guidet tur med bus. Da vi ankom på øen fandt vi den tour-bus, som vi skulle med, og så blev der ellers givet gas. Bussen var en smuk firehjulstrukken tysker designet til at køre i sand, vand og smattede veje. Vores guide/buschauffør sagde vi skulle være forberedt på en køretur, som var vi med Dakar race. Det skulle gå lidt stærkt for ikke at sidde fast og for at nå tidsplanen – det betød også at det blev én lang hoppetur.

 Vi kørte lige igennem øen på omkring en halv time, og var så vi ude ved østkysten og det åbne hav. Havet her er noget af det farligste i Australien. For det første er sandbunden meget ujævn, så man kan ikke forudsige, hvor langt man kan gå, før det bliver mange meter dybt. For det andet er der en meget stærk understrøm, dvs. hvis man bliver fanget, er der kun en vej – ud mod det åbne hav. For det tredje er vandet fyldt med fisk pga. sandbundens skiftende dybde, og det betyder også masser af hajer ik’ særligt langt ude. Derfor gjorde guiden det meget klart, at vi ikke skulle tage en dukkert i havet, men i stedet benytte de mange smukke søer, der ligger rundt på øen.
Efter en lang køretur i vandkanten på den østlige strand, som minder meget om vestkysten (DK), havde vi set et gammelt skibsvrag ”Maheno” fra 1935, der lå i vandkanten, vi havde haft et smukt stop for bl.a. at se på de specielle klipper på øen, nærmere bestemt ”Pinnacles”, der helt specielt repræsenterer 72 forskellige farvenuancer. Vel og mærket 72 forskellige nuancer i området mellem hvid og guldigt sand.

Derudover fik vi også en lille bade tur i ”Eli Creek”. Her var rigtig lækkert og vi gik igennem creeken, der havde sit spring ik’ særligt langt inde i bushen. Meget smukt, meget koldt, og så lidt nostalgisk at tænke på at ferskvandet havde taget mellem 80 og 100 år om at presse sig op igennem jorden. (Jae vi havde en meget klog guide J)
Efter den lille badetur kørte vi tilbage til det ene af øens to store resorts, hvor der var en udsøgt middagsbuffet klar til os. Mmm, lækkert!
Derefter var det videre ind på øen for at se noget af regnskoven, som skulle være så smuk.  Vi havde dog håbet på at se lidt mere tæt regnskov end vi så, men smukt og interessant var det da, med alle de sjove træer.  Det sidste stop på øen var den populære ”MacKenzie” sø, som ligget helt fantastisk dejligt midt inde i skoven. Her ude skulle dingoen også opholde dig, men desværre så vi den ikke. Vandet var utrolig lækkert at føle og svømme i fordi det var ferskvand, og så havde det en smuk blå farve. 

Vi blev sat af på campingpladsen igen omkring 18.30 tiden samme aften, hvor vi lige havde lidt tid til at fordøje dagen inden vi samme aften skulle videre med Greyhound til Airlie Beach. Egentligt var vi lidt skuffet over dagen på Fraser, da vi lidt følte vi havde siddet i en bus en hel dag. Vi kom frem til, at vi nok bare er bedst til selv at skulle ”arbejde for at opleve” i stedet for bare at blive guidet rundt. Vi ville også helst have haft en 3 dage på øen, hvor vi selv skulle gå lidt rundt, og så opleve en del mere en vi fik gjort på en dag, men det var tiden eller budget desværre ikke til. Vi havde også håbet på at se en del mere sand, når nu det var verdens største sand ø (for vi så abosolut ikke unaturligt meget sand), men det må være en del længere inde på øen, hvor vi ikke kunne nå ind på en dag
 
Nå, men videre til Arlie Beach det gik og vi ankom friske efter en ok nat i bussen. Mikkel havde godt nok ligget skævt med halsen, så han gik de efterfølgende to dage og brokkede sig over at hans øre sov! :b  

 Vi fik tjekket ind på Nomads Hostel som lå midt inde i byen, og så kunne vi endda bo der vildt billigt, fordi vi kunne slå vores eget telt op. Nice! Vi hyggede dagen igennem, og nød det lækre vejr.
Om aftenen var jeg, så uheldig at overse et trin i baren, så jeg hamrede min fod ind i kanten af trinnet. Av. Det resulterede i en forstuvet storetå. Heldigvis var den ikke brækket, for så ville jeg jo have mit besvær når vi skulle ud at snorkle den næste dag. 
Storetåen var heldigvis i bedring den efterfølgende dag, hvor vi skulle på en endags tur til ø-gruppen ”Whitsunday”. Vi blev hentet om morgenen, og så gik det ellers stærkt. Vi fik lejet våddragter (Nu havde Mikkel jo mødt de ville sugekoppe dyr der lever i havet (bluebubbels mm.) så vi kendte til konsekvensen, hvis ikke vi havde heldragter på) og kom så ombord på en af de små jet-både, og så var vi ellers i fuld fart mod første stop. Båden kunne rumme små 15 mand, og så havde den alligevel kræfter til de helt store sving i fulde fart. Rigtig sjovt, men man skulle holde fast for ikke at flyver over bord. (: 

Vi stoppede to steder, hvor vi havde en time hvert sted, til at flyde rundt i vandet og se på det smukke koralrev og de mange tusinde vis af fascinerende fisk i alle mulige farver. Det var en vildt smuk oplevelse at se, hvad der gemmer sig på havbunden – og så alle de farver.. Warw
Hen på eftermiddagen, blev der tid til lidt lækker frokost, så vi sejlede ud til hovedattraktionen ”Whiteheaven Beach”, hvor der er hvid sandstrand så langt øjet rækker, bjerge i baggrunden og det mest lyseblå vand man kan forstille sig.
Her var bare super skønt - perfekt temperatur, smuk udsigt og lækkert mad! Dog var der den ulempe, at en hel snes måger boede på øen, og de var ikke så lidt flabet. Mikkel fik ribbet sit kyllingeben fra sin tallerken, da han var på vej ind på stranden, hvor vi sad og  spiste. (buffen var på båden, der lå i vandkanten, hvor mågerne ikke søgte hen) Faktisk handlede det bare om at sluge den gode mad i sig inden mågerne overfaldt en.
Vi havde haft en super dejlig dag og hvis det ikke var fordi det kostede en del australske sedler, havde vi taget på samme tur den efterfølgende dag.

 
Den efterfølgende dag, prøvede vi at se, om det kunne lade sig gøre at komme ud til øerne med en vandtaxa bare for at ligge og nyde den gode udsigt og solens skråler. Det kunne man desværre ikke, uden at vi skulle betale for en one day tour igen, så vi lagde os i stedet ned til ”Airlie lagune” hvor der er tre store offentlige (gratis) pools lige ud til stranden/havnen. (Man kan ikke bade i havet uden heldragt pga. de mange jelly fish) Det var et super hyggeligt område, som vist også fungerer som samlingsstedet for hele byen. En dejlig dag, hvor vi lige kunne nå at ånde ud.
Om aftenen skulle vi med Greyhound bussen til Cairns, som var vores sidste stop i Australien. Trods en meget skør/træls buschauffør ankom vi meget tidlig morgen til Cairns, hvor vi blev hentet af det hostel vi havde booket os ind på. (ja, vi bliver bedre og bedre til at forudbestille og planlæggeJ) På hostlet var der god service med en shuttlebus til og fra byen hver time, der var morgenmad og aftensmad inkl. i prisen og så var det et rigtig hyggeligt sted. En stor bar, tv stue, computere, køkken, pool og reception var alt samlet, så man hele tiden var en del af fællesskabet. Hyggeligt! 
Vi ville utrolig gerne have været på en lille lokal safari og møde nogle af de vilde krokodiller der lever i området i Cairns. Dog kunne vi ikke finde en tur der lige passede os. Enten var prisen for høj og ellers skulle vi på en tur, hvor vi skulle ud at se en masse andet, hvor krokodillerne ikke var turens handlingspunkt. Øv. Vi besluttede os derfor, at vi ikke ville bruge vores nænsomme penge på det og tog en dag ved poolen i stedet for og gik en tur regnskovstur i udkanten af Cairns og i Botanic Garden. Meget hyggeligt, ganske gratis – og så fik vi alligevel et indtryk af noget af naturen i området.
Næste dag skulle vi flyve videre til Singapore via Darwin, så det var rigtig underligt og tænke på at nu forlod vi Australien!  Ik’ flere kænguroer eller søde Koalaer og kun 3 ½ uge tilbage af vores rejse :/ Lidt trist.
Men vi glædede os selvfølgelig til at komme til Singapore alligevel! :D

Flere billede kan ses på: Webalbum

Roadtrip - d. 02.04-10.04

Den svære beslutning handlede om ”Ayers Rock”, den store røde sten, som ligger midt inde i  outbacken af Australien. Vi havde besluttet, at det var noget, vi skulle opleve, så nu skulle vi bare finde ud af at komme ind til stenen, som ligger 3500 km væk fra Brisbane. Det hurtigste ville være med fly, men priserne overraskede os igen. Med denne transportmulighed ville det også bare blive en hurtig tur, så vi følte ikke vi ville få lige så meget for pengene. Vi ente derfor med det, som Rikke vil kalde >>en af Mikkels skøre ideer<<. Lige så dyr (troede vi), men over flere dage og lidt mere for pengene forhåbentlig. Så nu stod den på ROADTRIP!!!

Vi lejede en campervan for 9 dage og var nu parat til at tage de første omdrejninger ud i den øde røde outback, hvor der går længe i mellem bilerne på highwayen.
Turen startede godt, hvor vi skiftede med at køre en fire til fem timer af gangen, mens den anden fik slappet af og nydt ødemarkens særheder.  Efter de første hundrede kilometer ud i Outbacken vest fra Brisbane, sad vi og ventede lidt spændt og tænkte, hvornår terrænet ville ændre sig fra de grønne marker, træerne og det lidt bakkede landskab til den knaldrøde og flade ørkenslette, som vi håbede at komme ud til. Vi var trillet af sted fra Brisbane lørdag middag omkring 13-tiden, men da vi holdte ind til en gang lækker UDSØGT aftensmad (skinke og pasta) ved 19-tiden i den lille hyggelige by, Miles, begyndte vi at mærke den første stemning af Outback. Miles var den første by, som begyndte at være lidt country-agtig.

Alt imens solen gik ned over det flade flade landskab fik vi gang i vores gasblus og kokkereret færdigt. Opvasken blev lige taget på det offentlige toilet, hvor vi mødte de kære eller måske mere gyselige neongrønne frøer, der lever i outbacken. Det gav os lidt smil på læben at vi allerede nu begyndte at møde specielle australske dyr. Nu håbede vi bare på kænguruerne snart ville springe over det hele.

Rikke trillede ud på highwayen igen og tog det første stykke mørkekørsel, mens jeg lagde mig tilrette med puder og dyner omme bagi. Mh! Der trillede vi så af sted i det vanvittigt mørke landskab. De eneste som delte vejen med os var de enorme roadtrains, som vi så ca. hvert 10 minut. Vanvittige transportmidler som man skal have respekt for. Lastbiler med 3 kæmpe vogne og en totallængde på op til 53,5 meter. Og så et kæmpe lysshow selvfølgelig. Lidt sjovt.

Efter 700 km. første dag holdt vi ind for at få noget nattesøvn, men ikke længe. Tidligt op og videre på landevejen. Sådan kan vi roligt sige det fortsatte 2 dage endnu.  Kørte hele dagen og det halve af natten og holdt kun ind for dagens hovedmåltider… Puhaa. Hårdt, men vi hyggede os. Der var ik’ de store diskussioner vi kunne få over at finde vej (som de fleste kender det når man kører sydpå ), for det gik kun lige ud så langt øjet rakte. Ingen sideveje, ingen svingærinder man lige kunne lave – absolut ingenting! Kun vores lige flade landevej, hvor vi måtte køre 110 km/t. Til gengældt havde vi alt dette absolutte ingenting næsten helt for os selv. Der var tyndet ud i byer, så der kun kom en by hver 150 km. (By er her en beskrivelse for en tankstation og halv snes huse). Og biler og lastbiler kom der færre og færre af.
Denne tomhed og fornemmelse af at være alene kan vaere lige fantastisk og skræmmende på én gang. Det er de færreste steder man kan ligge på en highway og nyde varmen fra asfalten uden risiko for at blive kørt ned. Til gengæld er det ikke så sjovt at være så alene og uden telefonforbindelse, hvis man pludselig på en eller anden måde har brug for hjælp. :o

Nå ja.. men efter 14 timer på vejen 2. dag, nogle søde kænguruer om morgen hoppende hen over vejen, ændret landskab til rød sandbund med masser af bushgræs og træer langs de små creeks, som snor sig igennem landskabet og danner en masse farlige passager på vejen pga. ”floodways”, havde vi nu i alt kørt ca. 2000 km.

 By the way, floodway er et begreb australierne bruger om det stykke på landevejen, hvor alle de mange små åer krydser vejen. De er udtørret det meste af året, så man har derfor valgt ikke at bruge penge på at hæve vejen. Men den ene måned om året, eller hvor lang tid det er, hvor der er regntid, her skyller alle disse små åer eller mindre floder ind over vejen. Lidt af et problem, hvis man er i en lejet turistbil. Men det har australierne da lige klaret med en lille målepind i siden, som viser om vandet er 1 m. eller 1,5 m. dybt :o For så ved vi jo ligesom om vi tør bevæge ud os i det! :b
Heldigvis kørte vi jo uden for regntiden, så på vores lange Roadtrip tur-retur kørte vi kun igennem vand 5-6 gange og kun med en dybde  på ca. 10-30 cm.. Det giver dog alligevel lidt gys i maven når man triller langsomt igennem det, for man kender jo ik’ vejen, og vandet er bare kulsort, når der ligger der på asfalten.

 Anyways. Da vi gik til ro anden nat havde vi i alt kørt ca. 2000 km.. Så da vi vågnede næste morgen følte vi at vi var godt på vej. Vi var kommet fra Queensland over i Northern Territory. Det betød bl.a. at sandet blev endnu rødere, vejene bedre asfalteret, fartgrænsen sat op til 130 (lidt vanvittigt set i forhold til danske forhold, men ok – det går jo også bare lige ud!) plus vi begyndte at se de første aboriginals, da vi kom til Tennant Creek ca. 1000 km. fra Ayes Rock. Afsted gik det, og vi sigtede lidt imod at nå Ayers Rock sent aften. Men efter at have spist en hyggelig aftensmad midt i Alice Springs besluttede vi, at vi fortjente at få en god natte søvn og ligge og se en film i bilen, så vi kørte ud på en rasteplads lidt ud for byen og lagde os til. Film blev det desværre ikke til, for vi var så trætte oven på den lange tur, og under 6 timers søvn hver nat, at vi bare faldt i søvn. Men freden varede ikke længe!

 Omkring halv 3 om natten vågnede jeg af at Rikke rumsterede helt vildt. Super nattræt mumlede jeg lidt hvad hun havde gang i? Det viste sig så, at vi havde en hel musefamilie inde i bilen! De kravlede rundt over det hele. De havde spist af vores chokolade, æbler og alt andet mad de kunnne komme til, og når vi prøvede at jage dem ud, stak de af igennem huller i rattet eller andre små steder, hvor de kunne gemme sig. For første gang havde vi brugt det telt, der kan påsættes på bagklappen af bilen og derved give en del bedre luft i bilen,  når man ligger og sover. Desværre havde musene brugt små huller i teltet til at komme ind. Argh.
Så vi måtte op og ud af bilen og prøve at få dem væk. Vi var jo ude i ingenting ca. 50 km. fra Alice, så vi ville tænde lyset på bilen for bedre at kun se….. men nej! Batteriet var dødt og bilen kunne ikke starte. De små ti minutter vi havde haft lyset tændt om aften, for at kunne se på den mørke resteplads havde åbenbart været en for stor mundfuld. Hvad fa*** skal man med dualbatteri, hvis det ikke virker!?\

Vi stod palle alene . Bilen kunne ikke starte, musene ville ikke ud og vi ville bare sove! Vi kunne ikke ændre det store, så det endte med at vi bare måtte ligge os til at sove. Vildt klamt når man kunne høre musene kravle rundt om en! Det skal siges Rikke tog alle musene i rimelig stiv arm uden noget skrigeri, men hun var nok bare lige så træt som jeg, men cool stil alligevel J.
Næste morgen fik vi set på mad skaderne. Der var stadig 2-3 mus i bilen, så vi åbnede dørene, og så var det ellers med at komme ud til vejen og få nogle forbi kørende ind til siden, og høre om de havde nogle startkabler. Heldigvis kommer der mange biler på strækningen mellem Alice Springs og Ayers Rock, så hvert 4-5 minut var der en ny billigst, vi kunde høre af.
Efter 5. bil havde vi heldet med os, og vi fik gang i vores kære ”spand” igen. Lækkert. I mellemtiden må musene være løbet ud, for vi hørte ikke mere til dem. Dejligt.
Set i bakspejlet var det en lidt sjov oplevelse, men i situationen var det ikke helt til at overskue.

 Endelig kom vi frem til Ayers Rock. Godt og vel 72 timer efter vi havde forladt Brisbane.. Vi brugte eftermiddagen på at få et tiltrængt bad, ryddet op i en ellers rodet bil og nydt den fantastisk varme sol, som bagte helt vildt. Om aftens kørte vi så ud til Ayers Rock (kun 15 min. fra campingpladsen) og så en utrolig smuk solnedgang. Denne gigantiske sten, som i forvejen bærer en helt speciel glød og atmosfære omkring sig blev smukkere og smukkere jo længere ned sol gik og farvede stenen mere og mere mørkerød. Det var lidt en forløsning.

Næstedag gik vi turen rundt om Ayers Rock på små 10 km og fik set lidt nærmere på den store røde sten. Vi synes godt nok begge den er smukkest fra afstand, men når man har kørt knap 3500 km. for at se den, så skal man da næsten hen og røre! J
Derefter kørte vi hen til Kata Tjuta, som er den anden store sten i Uluru – Kata Tjuta Nationalparken. Her spiste vi vores frokost fra et udsigtspunkt til stenen. Det havde været rigtig hyggeligt, hvis det ikke var for de milliarder af fluer som findes i outbacken. Små fluer som går efter ansigtet til stor frustration. Mund, næse og øjne. Umf.! Man føler sig lidt som et dyr.

Efter at have sagt farvel til Ayers Rock kørte vi om eftermiddagen de knap 300 km. til en campingplads nær Kings Canyon (kendt kløft). Om morgenen kørte vi så ud til kløften og så igen, hvordan de store røde sten udfolder sig på en smuk måde i landskabet. Vi tog en kort gåtur ind i kløften og så den nede fra - fik taget nogle billeder, og så gik vi turen op på højde med kløftens top, hvor vi stod og havde udsigten og hele det flade landskab.
Efter vi lige havde summet os og ordnet de små toiletbesøg var det tid til at synge ”We are on the road again!”.

Vi havde fået nogle gode nætters søvn uden mus og andre forstyrrelser, så vi var friske til at tage turen tilbage igen.
Vi må dog indrømme at 3500 km tilbage på den lange lige landevej, var en lidt hård tanke, så efter nogle timer gjorde vi lige et holdt for at undersøge om vi skulle tage et fly fra Adelaide (det sydligste af midt Australien). Flybilletter herfra er nemlig okay billige, så vi ville spare penge i forhold til køreturen + vi ville få en ekstra dag, da der kun ville være de ca. 1500 km til Adelaide fra Alice Springs.  Men flytiderne lå lidt for tidligt den næste morgen, til at vi kunne nå at køre stykket uden at stresse for meget, så vi lagde det fra os igen. Selvom det ville blive langt og hårdt vejen retur, synes vi alligevel, det var lidt hyggeligt at trille af sted sammen. Og hvis man skulle lade lidt op imens den anden kørte, kun man bare ligge sig om og se en god film. Crocodile Dundee fik vi meget glæde af :D

Det blev dog lidt alvorligt samme aften. Da mørket havde lagt sig og vi igen var totalt alene på vores landevej, kom vi pludselig uden varsel ind på en kort strækning på hundrede meter uden asfalt og med en masse små bump. Lidt af en forskrækkelse for Rikke, som kørte, og lidt af en farlig situation, når man kommer med 120 km/t. I ren forskrækkelse blev der trykket hårdt på bremsen, for bilen var ved at glide fra vejbanen pga. de mange bump, så vi kom i stedet i slinger og drejede en halv omgang rundt, inden vi holdt stille i grøften og kiggede på hinanden. Utrolig skræmmende oplevelse. Nok værst for Rikke, som følte sig utrolig skyldig. Men heldigvis er det hele bare fladt ved siden af vejen, og der står ingen træer meget tæt på, så det var kun højt bushsteppe vi kørte ud i. Der var ikke sket noget med os eller bilen, men alligevel var vi selvfølgelig rigtig rystet. Til Rikkes forsvar skal det siges, at vi efterfølgende tjekkede op på skiltningen og der var ingen skiltning med ”soft edge” eller ”Rough surface” i nordgående retning, som vi kørte. Derimod var der to skilte, hvis man kom nordfra og kørte sydpå, som indikerede den manglende asfalt. Skræmmende.
Ved næste tankstation ville vi anmelde fejlen, men den lokale tankstations ejer og pub-ejer vidste ik’ hvem vi skulle oplyse det til. Vi trillede rigtig forsigtigt videre for lige at få oplevelsen ud af kroppen.

Men der skulle ik’ gå længe før der skete noget nyt. En roadtrip er fuld af oplevelser.
2 timer efter kom vi kørende, hvor der var en forholdsvis voldsom bushbrand helt tæt på vejen. Vi  kunne skimte en bil og en aboriginal, som stod i siden af vejen. Det viste sig at være en hel bilfuld af den lokale befolkning, som stod i siden af vejen lige op af bushbranden. De spurgte om vi ikke kunne have en mand og en kvinde og deres lille dreng med til nærmeste by, som vi selvfølgelig gjorde. Dog ville en anden kvinde have, at vi skulle tage deres bil med på slæb, så de alle kunne komme væk, men den gik ikke. Senere fandt vi så ud af at bushbranden var noget aboriginals’ne havde antændt, fordi der var for mange myg, og det kunne børnene i lide. Vi var lidt rystet over den udmelding, men de syntes aldeles ikke der var noget galt i at sætte ild til bushen. Den voksede hurtigt frem igen. Mh. Det var en noget sjov oplevelse, at have de lokale indfødte australiere så tæt på sig i bilen, hvis man ser bort fra at mange aboriginals har en urolig kraftig svedlugt, som vores to passager desværre også havde foruden de lugtede godt og grundigt af sprut. Men det var en sjov samtale, og det indblik vi fik i deres liv. De havde fx aldrig set havet, dog henviste kvinden i situationen til at hendes fætter i 1992 havde været på en skoletur til Tasmanien og i den forbindelse havde set havet. Totalt outstanding og surealistisk for os at forestille sig.

 Derfra gik turen hjemad ellers meget glidende, hvis man ser bort fra at vores køleskab i bilen valgte at sige stop. Det betød at lidt god mad måtte smides ud, fordi vi ikke kunne holde det koldt. Øv..
Men langt om længe havde kilometertælleren rundet de ca. 7350 km og vi nåede Brisbane igen. Sikke en lettelse at skulle tanke bilen for sidste gang og at kunne se frem til et bad.
Vi fik bestilt overnatning og læsset alle vores ting af og kørte så ud af byen, hvor vi skulle aflevere bilen. Fordi det var søndag, havde butikken lukket, så vi skulle bare smide nøglen af i postkassen. Vi skrev dog først en lang liste over ting der ikke virkede på bilen og lagde den på forsædet, før vi låste bilen af. Forhåbentlig gav det noget discount på det hjuldæksel, der manglede. J
Da vi om aftenen sad rene og mætte på en italiensk restaurant, som de to gamle på Gl. Kongevej havde doneret (mange tak!) var det lidt vildt at tænke på, at vi på 9 dage havde taget en tur, som svarer til at køre fra Aabenraa til Vest Sahara og hjem igen (eller one way luftlinje ned til lille Abago i Sydcongo,  Afrika) og så pludselig bare var tilbage igen. En fed tur og hård tur, som var hurtigt overstået.
Nu havde vi en uges tid tilbage i Australien som nøje blev planlagt – noget helt nyt for os, men ellers ville der ikke være tid til at nå det vi gerne ville. (:

Flere billeder kan ses paa: Webalbum

Sydney til Brisbane - Storby, surf og over halvvejs på vores tur... 15.03-01.04

Australien, you are expensive !

Vi ankom trætte, men i god behold til Sydney d. 15 marts. Vi havde intet planlagt, men stod bare i lufthavnen med vores store bagage og kiggede på hinanden. Der brugte vi lige et par timer til at finde ud af, hvor vi kunne sove, og hvordan vi kom dertil billigst muligt.
Vi fandt et hostel lidt uden for downtown som næsten var for billigt til at være sandt. Men den billige pris gjorde også sig gældende da vi kom indenfor. Alt var ulækkert og beskidt, typerne der boede der var nogle alt for påvirket tabte sjæle og så virkede bruserne ikke optimalt! Hmpf. Jeg var grædefærdig om aftenen og kunne slet ikke overskue én nat på det hostel. Men efter en god nattesøvn og på trods af alt det negative, ente vi alligevel med at blive der i fire dage. Vi var så heldige, at der var et andet ”normalt” kærestepar der boede på samme værelse som os, som nok var med til, at vi lige kunne holde ud at sove der de fire nætter. Men det skal siges – vi gjorde alt for at være i byen så længe som muligt! :)

Sydney by er fyldt med pænt klædte mennesker, højhuse og en masse butikker og caféer. Vi havde lidt svært ved at finde ud af, hvor selve Sydneys centrum var, da den er spredt ud over tre hoveddistrikter - Town Hall, Central Station og Circular Quey. Det skabte i sær lidt forvirring da butikkerne ikke lå samlet, men lidt over det hele. Træls når man gerne vil shoppe og finde de fede butikker. :D
Det  var svært at gå rundt i Sydneys gader som backpacker; for hold da op, hvor er der meget tøj jeg gerne ville have med hjem! Men det går jo ikke, når vi ikke kan have mere i vores tasker, og når vi har et budget at holde. Så enkelt er det. :/ Og så er Mikkel super kedelig at shoppe med, når han først har sat sig i hovedet at han ikke vil købe noget. Hmf. :)

Den første dag i byen skinnede solen og graderne var steget til en 30 grader, så vi tog en bus ud til ”Bondi Beach”, som er den mest populære strand for unge i Sydney. Her var rigtig lækkert med store bølger, som var til glæde for surfere og Mikkel MC! Jeg holdte mig pænt på stranden og nød solen. Ved strandpromenaden var der en masse hyggelige butikker og fede shops. Lige til en lille gåtur.


Vi fik også bestilt nogle billetter til en aftenforestilling i Operaen. Vi gjorde det til en heldags tur, hvor vi bl.a. gik igennem Sydneys smukke ”Botanic Garden”. Her var udsigt til Operaen og så havde tusinde vis af flagermus også deres hjem her, så hvert træ var fyldt med sovende kæmpe flagermus. Puha! Heldigvis holdte de sig i luften og kom ikke ned til vores hovedhøjde! (: Selve forestillingen i Operaen var meget smuk - ”The YouTube symfoni” - som bestod af 20 musikalske mennesker fra forskellige lande, der var blevet castet over YouTupe, og så havde haft de to dage til at lære hinanden at kende og til at få en symfoni klar til forestilling. Forestillingen var dog ikke inde i den store sal, da det var en del dyrere, men kun inde i ”Utzon’s room”, som er det første rum danske Utzon designede. Salen kan kun rumme omkring 120 mennesker og man fik derfor følelsen af nærhed og intensiteten hos artisterne. Fedt og anderledes!
Efter symfonien gik vi en tur rundt i Sydney og nød den gode stemning – en stemning som netop var specielt god denne aften. Det var nemlig Sankt Patricks Day. Den oprindelige historie bag dagen kender vi ikke, men irerne og australierne bruger lejligheden, til at drikke sig alvorligt i hegnet, mens de løber rundt med grønne elf-hatte! Rigtig underholdende og generelt var der en meget venlig atmosfære i det fulde barmiljø -  så man kan roligt gå i byen i Sydney. Der er lav skalle-risiko og god stemning.

Dagen efter tog vi et tog ud til OL byen, hvor der bl.a var et atletik stævne i gang – dog ikke af professionelle atletikkere, men måske af nogle kommende unge stjerner. Vi fik i hvert fald fornemmelsen af, at det kunne være super fedt at opleve selve OL med den gode atmosfære, der er på stadionerne. En hyggelig dag havde vi, trods en masse regn.

Det næste stop med Greyhound bussen var Newcastle kl. 22.00. Vi havde for en gangs skyld været i god tid ude, og havde booket et hostel dagen inden, så vi kunne gå direkte til hostlet og så gå i seng. Heldigvis for os, for byen, som ikke er særlig stor, var booket helt op. Vi mødte b.la. en anden backpacker, som ikke kunne finde et sted at sove. Synd for ham! Men verden af fuld af muligheder og endnu flere i beruset tilstand, så han fandt vidst en seng igennem en lokal ung hippie, som b.la. rådede os til at tage af sted hurtigst muligt – videre op til Byron Bay. Så det gjorde vi så.
Vi besluttede os for at tage Greyhound bussen om aftenen den næste dag, og så brugte vi ellers dagen på en smuttur ud til One Mile Beach som lå nord for byen. Her havde vi nogle dejlige timer på stranden.
Aftenen tilbragte vi på busstationen indtil bussen kom ved 22.00 tiden. Vi havde så lige en 12 timers køretur til Byron Bay. Så den stod på søvn hele vejen, og så sparede vi endda lige en overnatning. Ren win win! :b

Byron Bay er meget konservativ og stædig, og man vil ikke gøre tingene for kommercielle. Så der  er ingen MC Donalds, højhuse eller konstant kørende busser. Super lækkert, men sidstnævnte blev vi alligevel lidt straffet for.
Da vi ankom til Byron Bay havde vi selvfølelig ikke booket noget sted at sove, så vi startede med at gå ca. 3 km den forkerte vej med vores kæmpe opbakning på ryggen. Ca. 30 graders vame og kl. 9 om morgenen. Puha - dagens motion! Men da vi endelig fandt den rette vej tjekkede vi ind på en lækker camping plads, der lå lige ned til stranden og midt inde i byen. Vi kunne gå til det hele, så det var bare skønt! J Byron Bay fald meget hurtigt i vores smag. Her var stille og roligt, selvom der alligevel var godt gang i nattelivet, masser af fede butikker, lækker sandstand, der kunne tale (meget sjovt), og så store bølger, som var til gavn for de mange surfere.

Av av.. Blue Bubble Jellyfish gør nas!

Den første dag lejede Mikkel et surfboard for nu skulle han ud at surfe. Men men men. Helt let var det ikke. Som han selv siger, fik han lidt store tæsk af bølgerne, men han havde en sjov dag i vandet alligevel. Samtidig fik han også mødt en ” blue bubble jellyfish”, som er en lille vandmands agtig fisk der klæber sig til huden og efterlader sugemærker som en blæksprutte. Av, sagde Mikkel, men heldigvis var den ikke farlig – bare meget ubehagelig.

Vi besluttede os for at tage på surferschool en eftermiddag for at få styr på teknikken. Vi var så heldige, at der ikke var andre tilmeldt om eftermiddagen, så vi ente med at få privat undervisning for samme pris! Instruktøren var en rigtig flink mand, der både tog hensyn til mig, som ikke lige er så vild med de store bølgers kræfter, og så var han god til at få sendt Mikkel af sted på de rigtige tidspunkter, så han fik lidt mere udfordring. Faktisk er det utrolig hårdt, at være på skole, da man skal gå ud til instruktøren i vandet, hvilket tager en krig med den strøm, der er i vandet og de kæmpe bølger, der bliver ved med at  skylle ind over en og  kaste en tilbage, så det kun tager 5 sekunder før man er inde i vandkanten igen. Mh, Men vi kom op at stå og Mikkel kom hurtigt til at føle sig på hjemmebane, da det mindede ham om snowboard. Instruktøren var meget afslappet og tog sig utrolig god tid til os (alle surfere er utrolig afslappet (dovne) – de venter på den helt rigtig bølge – før de gider at lave noget. Han gav os rigtig mange gode tips omkring sikkerheden i vandet og så fik vi også en lille rundtur i byen, hvor han viste os de gode steder, at spise og gå i byen. Kanon instruktør – men hva søren. Han udlever jo også sit livs drøm. Tidligere havde han arbejdet som finansiel et eller andet i en bank i Schweiz, men nu er kontoret altså blevet rykket udenfor. :b

Vi lejede et surfboard den næste dag igen, for nu vidste vi jo hvad vi skulle gøre, men desværre var bølgerne ikke med os, så Mikkel lå pænt og ventede med et forhåbningsfuldt blik.
Derudover tog vi på en éndags spruttur ud til Nimbim, som er Australiens svar på Christiania - det ligger bare voldsomt langt ude på landetog er meget mere hippiet. Busturen var vanvittig sjov, mest af alt fordi buschauførren var tidligere beboer i Nimbim og havde vidst røget sin portion græs.
Byen var utrolig lille og det eneste den bestod af var en masse små souvenir butikker, små cafér og så det lokale marihuana museum. Man blev konstant tilbudt at købe af de gamle rødder som var meget slidte at se på efter et livs langt forbrug. Men det var alligvel meget hyggeligt.


På turen mødte vi to danske drenge fra Aalborg, som tilfældigvis boede på samme campingplads som os. Det fandt vi senere ud af at to danske piger fra Sjælland også gjorde, så om aftenen holdte vi en lille danskerfest. Utrolig hyggeligt at hænge ud med nogle danskere igen.
Lidt sjovt havde de samme tur som os (NZ, AU, Thailand) blot modsat, så vi udvekslede en masse gode erfaringer.

For denne gang nåede vi desværre ikke mere surfing i Byron Bay, da vi skulle videre med bussen til  Surfers Paradise. Vi vidste ikke om vi turde have de store forventninger. Byen skulle være populær for unge, der er vilde med at feste og surfe, men alligevel havde vi hørt fra næsten alle, vi mødte, at byen ik’ var noget specielt, og det bare var med at komme videre. Kun navnet der solgte. Faktisk gik snakken om at Byron Bay var et bedre sted, men det undrede vi os lidt over, for vi havde store forventninger til Surfers Paradise og Guldkysten hjemmefra. Men vi ændrede lidt opfattelse, da vi først kom til byen. Der var et voldsomt blæse vejr på stranden, så vi fik ikke surfet eller slikket noget sol. I stedet besluttede vi os for købe et turpas til tre forskellige kæmpe forlystelsesparker i bedste amerikanske stil: ”Sea World”, ”Movie World” og ”Wet and Wild”. Alle tre parker havde en masse at byde på. I Sea World var der alverdens farlige, søde som sjove dyr, der lever i vand, og så så vi et vildt fantastisk delfin show. Det er vildt at se, hvad man kan få så store dyr til, og hold da op hvor er de søde. Jeg kunne godt have hoppet ned til dem i bassinet, hvis ikke det var fordi, det kostede kassen. Vi sluttede af med et par vilde forlystelser for nu at få det meste ud af pengene, og så vi gik der fra med en god fornemmelse af action og en masse ny viden om alle de dyr der lever i vand. Lige noget for Mig.




Den næste dag pakkede vi så bikinien og badeshortsene og hoppede eller på en bus, som kørte os ud til et vandvittigt badevandland, der havde de vildeste vandrutsjebaner med loop, fart og mørke. Vi skulle rigtig ud og lege. Desværre var der en del forlystelser, der var lukket pga. at vi var uden for sæsonen, men på den måde kunne vi også nå de fleste på en hel dag.




Vi tog derfra omkring kl. 15.00 for at skynde os over i ”Movie World” som lå 1 km derfra (den 3. store park). Vi nåede at se et show, hvor vi kom ind i en 4d film, hvilket var en fed oplevelse. Vi følte vi var med inde filmen, og der blev både sprøjtet med vand og stolene rykkede sig, så vi virkelig kunne føle os medvirkende. Efter showet nåede vi et par sjove og vilde forlystelser og så måtte vi hellere vende snuden hjem på campingpladsen igen. Efter besøget i de tre parker, synes vi selv vi havde fået mest muligt ud af dem. Vi havde udfordret os selv med de vilde forlystelser, haft følelsen af at være i Hollywood og så kom vi helt tæt på dyrelivet under vandoverfladen. 

Efter nogle sjove dage i Surfers Paradise tog vi med Greyhound videre mod nord til Brisbane, og jo - de havde været sjove. Så skidt er ”Surfers” ikke, men den ligner nok enhver anden million ferieby, som vi kender det fra Sydeuropa. Fest og glamour!

Vi fandt et hostel midt inde i byen, da det regnede helt vildt da vi ankom. Regnen stoppede ikke, så  her blev vi boende 3 nætter. Vi skulle give os til et eller andet, selv om regnen havde sine kræfter, så vi bestilte en tur i Australien Zoo, hvilket jeg har glædet mit til siden vi ankom i Australien. Heldigvis kørte vi mod det gode vejr, så vi havde solskin det meste af dagen (dog med et par regnskyl). I zooen, som er ejet og oprettet af Crocodile Hunterens familie Steve Irwin, var der alle mulige tænkelige dyr, som lever her i Australien. På den måde blev vi lidt forberedt på hvad vi kunne risikere at møde i naturen, og nu vidste vi også hvilke dyr det er meget fornuft at holde et par meters afstand til eller mere :b. Vi havde dog gjort os lidt erfaringer med slanger, da vi mødte en på vej ned til stranden i Baron Bay. jeg vadede bare over slangen uden at se den, men Mikkel var lidt mere vågen og stoppede lige op en gang for lige at se lidt nærmere på slangen. Vi var også ved at løbe ind i en anden slange i badelandet Wet and Wild. Vi var på vej op til at forlystelse, da en slange strækker sig ud over en høj kantsten, så vi næsten var løbet lige ind i den med maven. Puha. heldigvis så Mikkel igen slangen og denne gang nåede han at stoppe mig, før jeg var gået lige ind i den. Men trods alle de dyr vi så i Zoo'en, som kan bide og sparke, så er der faktisk kun 2 livsfarlige edderkopper og ca. 6 virkelig livsfarlige slanger i landet. Det er jo ik’ så galt. :b Der var mange dyr, som man skulle holde sig fra, med mindre man hed Steve Irwin, men hvis man holdte afstand, skulle man nok overleve i ødemarken.
Det bedste ved Zoo’en var dog de frit løbende, meget madglade og snaksaglige kænguruer. De var ikke spor fjendtlige, men alligevel fik man at vide, at man ikke skulle gå ud og kramme en vild kænguru. Jeg faldt også (ikke så underligt) for de små sovende koalabjørne. De ser så fredfyldte ud og venter kun på man skal komme og kramme dem. Man kunne frit røre dem og så kunne man også få et foto taget, hvilket jeg helt vildt gerne ville. Mikkel fik dog lov til at stå i baggrunden på det store billede, men jeg fik æren af at kramme det lille bløde dyr. Vildt fantastisk. Vi tog også en tur over på dyrehospitalet, hvor de tager vilde dyr ind, der er blevet skadet på en eller anden måde. At se hvordan de kærligt skulle tage sig af skildpadder og kænguruer gav kun mig lysten til at hoppe i den hvide kittel og hjælpe til. I et land som Autralien, hvor det vilde dyreliv er så rigt, er der vist utrolig meget at give sig til på dyrehospitalerne; her er det dog kun pengene der kniber.

Tilbage på hostlet sad vi efter en hyggelig tur med vores nye dilemma. Ayers Rock? Hvornår og hvordan?

Flere billeder kan ses på: Webalbum