Som alle jo nok ved er vi ankommet i god behold til Danmark igen og hverdagen er i fulde gang. Dog skal i ikke snydes for de sidste 14 dage af rejsen i Malaysia og Thailand.
Efter at have nydt de sidste tre dage på øen Perhantian Kecil med afslapning og god mad, blev det tirsdag den 3 maj og vi skulle sejles tilbage til fastlandet. Denne gang gik sejlturen lidt bedre og med morgenmad i maven kunne vi hoppe på de små taxa både med et smil, trods småpenge der skulle betales diverse steder.
Da den lille ”Speedbåd” nåede molen og havde læsset alle mand af båden samt alt vore bagage, nåede jeg ikke engang at komme op af trappen med alle mine ting, før jeg blev overfaldet af 4 taxa – mænd der ville høre hvor jeg skulle hen. Jeg og Mikkel havde aftalt, at vi lige ville tage tingene stille og rolig når vi kom i land, for ikke at komme til at betale overpris og tage for hurtige beslutninger. Dog var der en fransk kvinde der havde sejlet i samme båd som os og havde hørt hvor vi skulle hen og hun hæv lige fat i mig da jeg ellers fik møvet mig fordi de desperate mænd. Hun havde rimelig styr på hvordan man skulle håndtere de pågående taxa – mænd, så før vi så os om, havde hun skaffet os en meget billig taxa og så kunne vi følges med hende. Super! Hun kendte utrolig meget til Malaysia og Thailand og vidste lige præcis hvilke busser og hvilke steder vi skulle af sted fra, så vi fik god hjælp og rådgivning fra hende. Jeg og Mikkel hoppede så af ved en busstation en time fra færgelejen i Besut og der så der ikke ud til, at der kom mange turister. Pga. varmen fra solskinsøen havde vi begge to korte shorts på og en lille bluse uden ærmer og det faldt ikke i god smag. Især jeg blev nedstirret af kvinderne, så jeg blev lige nødt til at tage et tørklæde om skulderne for ikke at komme til at fornærme nogen.
Men vi fik ellers købt en busbillet og tog med en bus der kørte os til grænsen til Thailand. Da vi ankom til grænsen, halvanden time senere, blev vi beordret ud af bussen og så måtte vi ellers gå over grænsen fra Malaysia til Thailand med hele vores oppakning. Sveden haglede bogstaveligt talt ned at kroppen, og efter at have vist pas og skrevet under på det ene og det andet fandt vi et lille turistcenter som viste os hvor vi kunne fange en bus der kunne køre os op af vestkysten til byen Krabi. Damen i informationscentret sagde, at ”busstationen” lå 4 kilometer væk, hvilket ville tage en evighed at gå med de næsten 30 kilo på ryggen og hver 3 håndtasker, så vi skulle tage en scooter-taxa derhen. Haha, der fandtes altså ingen bil – taxaer i byen så vi havde ikke noget valg. Ulovligt ville det i hvert fald have været i Danmark. To mand på en scooter + en kæmpe backpacker taske på 30 kilo og tre tasker i hænderne og så fik speederen ellers noget gas. Jeg lukkede bare øjnene og tænkte; ”godt min mor ikke ser det her!” Det tog ikke mange minutter og så blev vi sat af på en lille sidegade hvor ”Busstationen” altså lå. (Der kunne kun holde en bus på gaden og så kunne der næsten ikke køre en modkørende bil fordi.) Jeg var slået helt ud af varmen, så Mikkel fik ordnet alt med billetter og fandt så en lille internetcafe med aircondition, hvor vi kunne tilbringe dagen indtil vi om aftenen kl. 17 skulle med en natbus til Krabi. Folk i den lille by kunne overhovedet ikke engelsk, så vi havde vores besvær, da vi skulle købe mad. Vi prøvede først, at forklare de ellers så søde mennesker på internet cafeen, at vi ville komme tilbage og om det var okay vi ladte vores ting stå til vi kom tilbage. De forstod ingenting, så Mikkel skrev på et oversættelses program i google, der så oversatte vores spørgsmål til thaisk. De grinte lidt, men det var selvfølgelig i orden. Da vi så skulle have noget at spise på en af de lokale gaderestauranter, kunne de heller ikke forstå noget som helst. Vi fandt dog vores fantastiske guidebog frem og prøvede så på bedste vis at snakke thaisk. Det lykkedes meget godt og vi fik en lækker risret som Mikkel selvfølgelig måtte have en dobbelt portion af. (10 kr. for en ret, så hvorfor ikke la’ den lille sultne dreng fråse lidt ;b )
Nå, men dagen gik og der var tid til at vi skulle med bussen. Vi havde ikke kørt mere end 10 min. før der blev sat musikvideoer på en store fladskærm der hang foran i bussen.(lige foran os) De valgte at lade musikken køre hele natten, hvilket gjorde os virkelig kvalme over for Thailandsk musik som virkelig bare er dårligt! De handler alle sammen om ulykkelig kærlighed og så synger de en historie som bliver vist på film. Puha. Det var nok en af de hårdeste nætter vi havde haft længe…
Men da klokken var omkring 3.30 om natten blev vi, som vi jo har prøvet før, sat af foran en lokal gaderestaurant og ikke på en almindelig busstation. I Thailand hjælper de lokale hinanden, så der er selvfølgelig blevet givet besked til en lokal mand om, at der kommer en bus hvor der stiger to passager af midt om natten. Så manden står op for at tjene dagens penge og han prøver selvfølgelig at snyde os med en vildt høj pris. Denne gang fik Mikkel forhandlet ham lidt ned i pris og han kørte os så, i hans egen bil hvor vi sidder omme bag i som var vi nogle dyr der skulle sælges, til vores forudbestilte hostel midt i Krabi by.
Da vi vågnede hen på formiddagen gik vi ellers i gang med at bestille transport til øen Phi Phi og hvad der ellers hørte til og så slappede vi bare af med lækkert mad og en omgang Thai – massage! Avvv. Det var en utrolig smertefuld omgang så så virker en time bare som et helt liv i helvede.
Torsdag d. 5 blev vi hentet og kørt til færgen der skulle sejle os til Phi Phi øerne. Vi kunne godt se, at dette var et sted der kom mange turister, for færgen var en del større end den lille speedbåd vi blev transporteret til Perhantian Kecil i. Vi havde booket et sted at bo inden vi kom til øen og heldigvis da!
Vi blev nemlig hentet af en fra vores ”hostel”, og han viste os lige til døren. På Phi Phi Don findes der ingen biler eller scootere, da der kun er en gade som fører en rundt, så en ”taxa” er en lille klapvognagtig ting de skubber folks bagage i. Meget fin opfindelse og meget primitivt.
Vi boede på et lille fint værelse med eget toilet – rigtig luksus! J Det lå lige en 500 meter væk fra hovedgaden, hvilket egentligt var super lækkert, for så kunne vi trække os lidt tilbage uden larm og alle de fulde mennesker. (Phi Phi Don er party øen for mange unge mennesker.)
Vi tilbragte de fire dage på stranden som dog ikke var lige så lækker som stranden på P. Kecil. Om morgenen var vandet ulækkert beskidt, så man kunne heller ikke se igennem vandet. Hen på eftermiddagen trak det sig så tilbage, og så lugtede der bare af slam og hvis man ville ud at bade, hvilket man havde brug for pga. af de 35-40 graders varme, så skulle man næsten 1 km ud, før man nåede vandet. Mhh. At Phi Phi er kendt for sine smukke strande var ikke noget vi kunne forstå, men en hyggelig atmosfære var der i hvert fald rundt i gaderne med alle de små restauranter og markeder. Vi fik hygget med nogle billige drinks og vi så også en thai-boksekamp, hvilket ikke er noget for mig. Man gennemsparker bare hinanden og det skulle være en sport..
Vi besøgte også den danske restaurant ”H.C. Andersen” lidt mere end en gang, hvor det bedste måltid dog var kartofler med frikadeller og brun sovs. Mums! Den danske mad var meget savnet.
Mandag formiddag, den sidste dag inden vi skulle tilbage til Krabi, gik vi en tur på en lille time op ad adskillige mange svedige trappetrin. Til sidst kom vi op på en top, hvor vi havde udsigt over hele øen. Det var til gengæld utrolig smukt og øerne har da sikkert også nogle lækre strande, men i den kategori hørte vores strand bare ikke til mere..
Det blev så eftermiddag og vi tog en færge tilbage til Krabi, hvor vi igen havde booket os ind på det hostel vi boede på inden vi tog af sted. Stedet havde nogle kæmpe senge, der var rent og nyt og så havde de store skabe hvori man kunne låse alt sin bagage inde i. Rigtig smart.
Vi bookede en guidet tur til om tirsdagen, hvor vi skulle ud i ”junglen” og ride på elefanter. Det havde jeg især glædet mig til.
Om morgenen skulle vi lige nå at have noget morgenmad inden vi blev hentet og det blev ikke en succes. For det første var de meget langsomme på den restaurant vi sad på og da vores mad endelig kom, så Mikkel til hans store forbavselse, at hans ellers så lækre stor portion scrampel egs var fyldt med kæmpe myrre! Der mistede vi appetitten og rejste os for at gå. Vi nåede derfor ikke at få noget morgenmad den morgen, da vi blev hentet rimelig tidligt og kørt ud til den lille ”elefantlejer”. Her var de allerede klar da vi kom, så vi kom hurtigt op ryggen af det store dyr. Elefanten viste sig dog ikke fra dens bedste side den dag, for den var utrolig doven og havde bestemt ikke lyst til at gøre som manden sagde, som sad oven på hovedet/nakken af den og skulle styre den, imens jeg og Mikkel sad i en lille stol på ryggen. Den lille mand råbte surt til elefanten hele tiden og når elefanten så gik i protest og truttede med snablen, fik den lige et par slag med en økselignede kæp.. Jeg var bestemt ikke tryg ved situationen, men vi fik gennemført turen, som gik et stykke ind i ”junglen” og så tilbage igen. Det er utroligt hvordan et så stort dyr kan sno sig og gå på ingen plads. Selvom terrænet var meget ujævnt og mudret så trippede elefanten bare stille og roligt ind i mellem træerne og vi mærkede intet til alle de forhindringer den havde på sin vej.
Da vi kom tilbage til lejeren ventede der os et lille elefantshow med en elefant unge på 3 år. Den var simpelt hen så sød! Den kunne både neje, spille på harmonika, leje med hulahopring og meget mere.
Efter besøget i elefantlejeren blev vi kørt ud til Nationalparken Khao Nor Chuchi, der ligger ca. 65 km fra Krabi by, som skulle være det mest værdifulde regnskovsområde i Thailand, hvor der også lever flest dyrearter. Her havde vi et par timer til at slappe af i de smukke omgivelser. Guiden vi havde med var dog ikke en guide som kender dem i Australien og New Zealand. Han kendte ikke meget til nationalparken og han var egentlig kun med for at køre os rundt, men ellers en meget flink mand. Vi så smuk natur, men desværre så vi ingen vilde dyr.
Om aftenen skulle vi så med en natbus til Bangkok. Denne nat fik vi sovet en del og ankom kl. 5 om morgen til den store hovedstad. Inden vi var kommet ud af bussen, blev vi som sædvanligt overfaldet af taxaer der ville køre os. Vi gav en navnet på vores hostel og han sagde de lå en 10 min. Kørsel fra ”Busstationen”, så han ville køre os for 100 Bath. Mikkel ville forhandle ham lidt ned i pris, hvorefter taxa – manden begyndte at skabe sig og sagde at 100 Bath ikke var mange penge for os og at det næsten var pinligt for Mikkel, at han ville forhandle ham ned i pris. Nå, vi var trætte og ville bare af sted, så vi accepterede prisen og satte os ind i bilen. Taxaen kørte i 2 min. (inkl. at han holdte for rødt i et lyskryds) og så var vi der. Han skulle absolut ikke have haft flere penge end små sølle 10 Bath for den køretur, men det viser bare igen hvor meget vi skal passe på ikke at blive snydt.
Vi boede et meget lækkert sted, hvor standarten var høj og så lå det lige to gader væk fra Khao San Road, som var gaden for alle tænkelige kopivarer og hvor restauranterne og barerne lå. Vi havde nogle utrolige hyggelige dage, hvor vi fik brugt mange penge på souvenirs, skræddersyet tøj og diverse andre nødvendige ”souvenir”, som vi bare måtte have med hjem fra de kæmpe shoppingscentre der ligger i Bangkok. Vi blev transporteret rundt i små Tuk Tuk’er, som er en slags knallerter med en lille vogn på. De kører som det passer dem, så det vil sige, at man bare skulle holde fast og alle bilerne måtte hele tiden vige plads for tuk tuk’er og andre knallertkører, for ellers ville de bare få skrammer på bilen. I Thailand er der bestemt ikke noget der hedder færdselsregler. Her dominere scootere og knallerter bare trafikken. Der skal lige nævnes at Tuk tuk’erne gerne kørte en for rimelige penge, hvis man gik med til 1 eller 2 stop på vejen. Det var altid hos skræddere, hvor vi så skulle sidde i 10 min. og høre på diverse salgs tricks (bl.a. kunne alle sælgerne sige: ”Goddag goddag, hvordan har du det”, på dansk.) og så ville tuk tuk’erne få nogle benzin penge for at give skrædderne mulige kunder. Efter de 10 min. kan man så køre videre uden at have købt noget. Thaiere bliver utrolig fornærmet hvis man ikke vil købe noget af dem og de kan lige frem begynde at skælde en ud. En meget besynderlig opførsel, men de må jo være så desperate efter at sælge noget så de kan tjene til føden.
Efter 4 dejlige, sjove og lidt frustrerende dage i hovedstaden, var det næsten tid til at takke af for denne gang. Vi skulle først flyve om aftenen, så vi nåede lige, at tage på en lille rundtur rundt i storbyen, hvor vi bl.a. kunne komme ind i 3 forskellige templer, selvom vi havde sommertøj på der både viste skuldrer og knæ. Fordi kongen havde haft fødselsdag blev der afholdt en årlig ”helligdag” som var for turisterne i byen. Det var en meget smuk oplevelse og utroligt at se hvor meget de går op i at bede og hvor meget de gør ud af deres templer.
Kl. 21 fredag aften blev vi hentet af en minivan bus som skulle køre os til lufthavnen. Bussen blev fyldt op med flere mennesker end hvad der var plads til og så gik turen ellers i huj haj ud til lufthavnen. Vi ankom i god behold med en underlig fornemmelse i kroppen. Nu var vores rejse altså virkelig ved at være slut. Næste stop og næste sted vi skulle booke overnatninger og tænke på hvad vi skulle lave, var altså hjemme hos familien i Aabenraa og Sdr. Hostrup.. Warw. De små 4 måneder var nu bare fløjet væk.
Flyveturene gik utrolig godt og inden længe kom vi gående ud af døren i Kastrup lufthavn, med vores kæmpe rygsække på ryggen og 6 små håndbagage tasker i hænderne, til 4 kendte ansigter med dannebrogsflag i hånden. Vi fik en dejlig dansk middag hos Julie og Frederik før vi vendte snuden mod Sønderjylland, hvor der stod flere familiemedlemmer klar til at hilse på os.
Det er altid dejligt at komme hjem igen efter en rejse, men hjemveen efter alle oplevelserne og hinandens selskab hiver igen efter os.
Vi er blevet mærket for livet og vi har nu fået fuldført et puzzlespil som er lavet i vores helt eget tempo, egne ideer og beslutninger.
I dag er vi begge i gang med at arbejde igen og tjene lidt penge inden vi igen skal ud at opleve en ny hverdag, ved at vi begge skal flytte her til sommer for at starte på nyt studie.
Vi vil gerne sige tusinde tak alle dem som har fulgt med på bloggen og til dem som har givet et lille tilskud til rejsen som var med til at gøre vores tur endnu mere uforglemmelig.
Efter at have nydt de sidste tre dage på øen Perhantian Kecil med afslapning og god mad, blev det tirsdag den 3 maj og vi skulle sejles tilbage til fastlandet. Denne gang gik sejlturen lidt bedre og med morgenmad i maven kunne vi hoppe på de små taxa både med et smil, trods småpenge der skulle betales diverse steder.
Da den lille ”Speedbåd” nåede molen og havde læsset alle mand af båden samt alt vore bagage, nåede jeg ikke engang at komme op af trappen med alle mine ting, før jeg blev overfaldet af 4 taxa – mænd der ville høre hvor jeg skulle hen. Jeg og Mikkel havde aftalt, at vi lige ville tage tingene stille og rolig når vi kom i land, for ikke at komme til at betale overpris og tage for hurtige beslutninger. Dog var der en fransk kvinde der havde sejlet i samme båd som os og havde hørt hvor vi skulle hen og hun hæv lige fat i mig da jeg ellers fik møvet mig fordi de desperate mænd. Hun havde rimelig styr på hvordan man skulle håndtere de pågående taxa – mænd, så før vi så os om, havde hun skaffet os en meget billig taxa og så kunne vi følges med hende. Super! Hun kendte utrolig meget til Malaysia og Thailand og vidste lige præcis hvilke busser og hvilke steder vi skulle af sted fra, så vi fik god hjælp og rådgivning fra hende. Jeg og Mikkel hoppede så af ved en busstation en time fra færgelejen i Besut og der så der ikke ud til, at der kom mange turister. Pga. varmen fra solskinsøen havde vi begge to korte shorts på og en lille bluse uden ærmer og det faldt ikke i god smag. Især jeg blev nedstirret af kvinderne, så jeg blev lige nødt til at tage et tørklæde om skulderne for ikke at komme til at fornærme nogen.
Men vi fik ellers købt en busbillet og tog med en bus der kørte os til grænsen til Thailand. Da vi ankom til grænsen, halvanden time senere, blev vi beordret ud af bussen og så måtte vi ellers gå over grænsen fra Malaysia til Thailand med hele vores oppakning. Sveden haglede bogstaveligt talt ned at kroppen, og efter at have vist pas og skrevet under på det ene og det andet fandt vi et lille turistcenter som viste os hvor vi kunne fange en bus der kunne køre os op af vestkysten til byen Krabi. Damen i informationscentret sagde, at ”busstationen” lå 4 kilometer væk, hvilket ville tage en evighed at gå med de næsten 30 kilo på ryggen og hver 3 håndtasker, så vi skulle tage en scooter-taxa derhen. Haha, der fandtes altså ingen bil – taxaer i byen så vi havde ikke noget valg. Ulovligt ville det i hvert fald have været i Danmark. To mand på en scooter + en kæmpe backpacker taske på 30 kilo og tre tasker i hænderne og så fik speederen ellers noget gas. Jeg lukkede bare øjnene og tænkte; ”godt min mor ikke ser det her!” Det tog ikke mange minutter og så blev vi sat af på en lille sidegade hvor ”Busstationen” altså lå. (Der kunne kun holde en bus på gaden og så kunne der næsten ikke køre en modkørende bil fordi.) Jeg var slået helt ud af varmen, så Mikkel fik ordnet alt med billetter og fandt så en lille internetcafe med aircondition, hvor vi kunne tilbringe dagen indtil vi om aftenen kl. 17 skulle med en natbus til Krabi. Folk i den lille by kunne overhovedet ikke engelsk, så vi havde vores besvær, da vi skulle købe mad. Vi prøvede først, at forklare de ellers så søde mennesker på internet cafeen, at vi ville komme tilbage og om det var okay vi ladte vores ting stå til vi kom tilbage. De forstod ingenting, så Mikkel skrev på et oversættelses program i google, der så oversatte vores spørgsmål til thaisk. De grinte lidt, men det var selvfølgelig i orden. Da vi så skulle have noget at spise på en af de lokale gaderestauranter, kunne de heller ikke forstå noget som helst. Vi fandt dog vores fantastiske guidebog frem og prøvede så på bedste vis at snakke thaisk. Det lykkedes meget godt og vi fik en lækker risret som Mikkel selvfølgelig måtte have en dobbelt portion af. (10 kr. for en ret, så hvorfor ikke la’ den lille sultne dreng fråse lidt ;b )
Nå, men dagen gik og der var tid til at vi skulle med bussen. Vi havde ikke kørt mere end 10 min. før der blev sat musikvideoer på en store fladskærm der hang foran i bussen.(lige foran os) De valgte at lade musikken køre hele natten, hvilket gjorde os virkelig kvalme over for Thailandsk musik som virkelig bare er dårligt! De handler alle sammen om ulykkelig kærlighed og så synger de en historie som bliver vist på film. Puha. Det var nok en af de hårdeste nætter vi havde haft længe…
Men da klokken var omkring 3.30 om natten blev vi, som vi jo har prøvet før, sat af foran en lokal gaderestaurant og ikke på en almindelig busstation. I Thailand hjælper de lokale hinanden, så der er selvfølgelig blevet givet besked til en lokal mand om, at der kommer en bus hvor der stiger to passager af midt om natten. Så manden står op for at tjene dagens penge og han prøver selvfølgelig at snyde os med en vildt høj pris. Denne gang fik Mikkel forhandlet ham lidt ned i pris og han kørte os så, i hans egen bil hvor vi sidder omme bag i som var vi nogle dyr der skulle sælges, til vores forudbestilte hostel midt i Krabi by.
Da vi vågnede hen på formiddagen gik vi ellers i gang med at bestille transport til øen Phi Phi og hvad der ellers hørte til og så slappede vi bare af med lækkert mad og en omgang Thai – massage! Avvv. Det var en utrolig smertefuld omgang så så virker en time bare som et helt liv i helvede.
Torsdag d. 5 blev vi hentet og kørt til færgen der skulle sejle os til Phi Phi øerne. Vi kunne godt se, at dette var et sted der kom mange turister, for færgen var en del større end den lille speedbåd vi blev transporteret til Perhantian Kecil i. Vi havde booket et sted at bo inden vi kom til øen og heldigvis da!
Vi blev nemlig hentet af en fra vores ”hostel”, og han viste os lige til døren. På Phi Phi Don findes der ingen biler eller scootere, da der kun er en gade som fører en rundt, så en ”taxa” er en lille klapvognagtig ting de skubber folks bagage i. Meget fin opfindelse og meget primitivt.
Vi boede på et lille fint værelse med eget toilet – rigtig luksus! J Det lå lige en 500 meter væk fra hovedgaden, hvilket egentligt var super lækkert, for så kunne vi trække os lidt tilbage uden larm og alle de fulde mennesker. (Phi Phi Don er party øen for mange unge mennesker.)
Vi tilbragte de fire dage på stranden som dog ikke var lige så lækker som stranden på P. Kecil. Om morgenen var vandet ulækkert beskidt, så man kunne heller ikke se igennem vandet. Hen på eftermiddagen trak det sig så tilbage, og så lugtede der bare af slam og hvis man ville ud at bade, hvilket man havde brug for pga. af de 35-40 graders varme, så skulle man næsten 1 km ud, før man nåede vandet. Mhh. At Phi Phi er kendt for sine smukke strande var ikke noget vi kunne forstå, men en hyggelig atmosfære var der i hvert fald rundt i gaderne med alle de små restauranter og markeder. Vi fik hygget med nogle billige drinks og vi så også en thai-boksekamp, hvilket ikke er noget for mig. Man gennemsparker bare hinanden og det skulle være en sport..
Vi besøgte også den danske restaurant ”H.C. Andersen” lidt mere end en gang, hvor det bedste måltid dog var kartofler med frikadeller og brun sovs. Mums! Den danske mad var meget savnet.
Mandag formiddag, den sidste dag inden vi skulle tilbage til Krabi, gik vi en tur på en lille time op ad adskillige mange svedige trappetrin. Til sidst kom vi op på en top, hvor vi havde udsigt over hele øen. Det var til gengæld utrolig smukt og øerne har da sikkert også nogle lækre strande, men i den kategori hørte vores strand bare ikke til mere..
Det blev så eftermiddag og vi tog en færge tilbage til Krabi, hvor vi igen havde booket os ind på det hostel vi boede på inden vi tog af sted. Stedet havde nogle kæmpe senge, der var rent og nyt og så havde de store skabe hvori man kunne låse alt sin bagage inde i. Rigtig smart.
Vi bookede en guidet tur til om tirsdagen, hvor vi skulle ud i ”junglen” og ride på elefanter. Det havde jeg især glædet mig til.
Om morgenen skulle vi lige nå at have noget morgenmad inden vi blev hentet og det blev ikke en succes. For det første var de meget langsomme på den restaurant vi sad på og da vores mad endelig kom, så Mikkel til hans store forbavselse, at hans ellers så lækre stor portion scrampel egs var fyldt med kæmpe myrre! Der mistede vi appetitten og rejste os for at gå. Vi nåede derfor ikke at få noget morgenmad den morgen, da vi blev hentet rimelig tidligt og kørt ud til den lille ”elefantlejer”. Her var de allerede klar da vi kom, så vi kom hurtigt op ryggen af det store dyr. Elefanten viste sig dog ikke fra dens bedste side den dag, for den var utrolig doven og havde bestemt ikke lyst til at gøre som manden sagde, som sad oven på hovedet/nakken af den og skulle styre den, imens jeg og Mikkel sad i en lille stol på ryggen. Den lille mand råbte surt til elefanten hele tiden og når elefanten så gik i protest og truttede med snablen, fik den lige et par slag med en økselignede kæp.. Jeg var bestemt ikke tryg ved situationen, men vi fik gennemført turen, som gik et stykke ind i ”junglen” og så tilbage igen. Det er utroligt hvordan et så stort dyr kan sno sig og gå på ingen plads. Selvom terrænet var meget ujævnt og mudret så trippede elefanten bare stille og roligt ind i mellem træerne og vi mærkede intet til alle de forhindringer den havde på sin vej.
Da vi kom tilbage til lejeren ventede der os et lille elefantshow med en elefant unge på 3 år. Den var simpelt hen så sød! Den kunne både neje, spille på harmonika, leje med hulahopring og meget mere.
Efter besøget i elefantlejeren blev vi kørt ud til Nationalparken Khao Nor Chuchi, der ligger ca. 65 km fra Krabi by, som skulle være det mest værdifulde regnskovsområde i Thailand, hvor der også lever flest dyrearter. Her havde vi et par timer til at slappe af i de smukke omgivelser. Guiden vi havde med var dog ikke en guide som kender dem i Australien og New Zealand. Han kendte ikke meget til nationalparken og han var egentlig kun med for at køre os rundt, men ellers en meget flink mand. Vi så smuk natur, men desværre så vi ingen vilde dyr.
Om aftenen skulle vi så med en natbus til Bangkok. Denne nat fik vi sovet en del og ankom kl. 5 om morgen til den store hovedstad. Inden vi var kommet ud af bussen, blev vi som sædvanligt overfaldet af taxaer der ville køre os. Vi gav en navnet på vores hostel og han sagde de lå en 10 min. Kørsel fra ”Busstationen”, så han ville køre os for 100 Bath. Mikkel ville forhandle ham lidt ned i pris, hvorefter taxa – manden begyndte at skabe sig og sagde at 100 Bath ikke var mange penge for os og at det næsten var pinligt for Mikkel, at han ville forhandle ham ned i pris. Nå, vi var trætte og ville bare af sted, så vi accepterede prisen og satte os ind i bilen. Taxaen kørte i 2 min. (inkl. at han holdte for rødt i et lyskryds) og så var vi der. Han skulle absolut ikke have haft flere penge end små sølle 10 Bath for den køretur, men det viser bare igen hvor meget vi skal passe på ikke at blive snydt.
Vi boede et meget lækkert sted, hvor standarten var høj og så lå det lige to gader væk fra Khao San Road, som var gaden for alle tænkelige kopivarer og hvor restauranterne og barerne lå. Vi havde nogle utrolige hyggelige dage, hvor vi fik brugt mange penge på souvenirs, skræddersyet tøj og diverse andre nødvendige ”souvenir”, som vi bare måtte have med hjem fra de kæmpe shoppingscentre der ligger i Bangkok. Vi blev transporteret rundt i små Tuk Tuk’er, som er en slags knallerter med en lille vogn på. De kører som det passer dem, så det vil sige, at man bare skulle holde fast og alle bilerne måtte hele tiden vige plads for tuk tuk’er og andre knallertkører, for ellers ville de bare få skrammer på bilen. I Thailand er der bestemt ikke noget der hedder færdselsregler. Her dominere scootere og knallerter bare trafikken. Der skal lige nævnes at Tuk tuk’erne gerne kørte en for rimelige penge, hvis man gik med til 1 eller 2 stop på vejen. Det var altid hos skræddere, hvor vi så skulle sidde i 10 min. og høre på diverse salgs tricks (bl.a. kunne alle sælgerne sige: ”Goddag goddag, hvordan har du det”, på dansk.) og så ville tuk tuk’erne få nogle benzin penge for at give skrædderne mulige kunder. Efter de 10 min. kan man så køre videre uden at have købt noget. Thaiere bliver utrolig fornærmet hvis man ikke vil købe noget af dem og de kan lige frem begynde at skælde en ud. En meget besynderlig opførsel, men de må jo være så desperate efter at sælge noget så de kan tjene til føden.
Efter 4 dejlige, sjove og lidt frustrerende dage i hovedstaden, var det næsten tid til at takke af for denne gang. Vi skulle først flyve om aftenen, så vi nåede lige, at tage på en lille rundtur rundt i storbyen, hvor vi bl.a. kunne komme ind i 3 forskellige templer, selvom vi havde sommertøj på der både viste skuldrer og knæ. Fordi kongen havde haft fødselsdag blev der afholdt en årlig ”helligdag” som var for turisterne i byen. Det var en meget smuk oplevelse og utroligt at se hvor meget de går op i at bede og hvor meget de gør ud af deres templer.
Kl. 21 fredag aften blev vi hentet af en minivan bus som skulle køre os til lufthavnen. Bussen blev fyldt op med flere mennesker end hvad der var plads til og så gik turen ellers i huj haj ud til lufthavnen. Vi ankom i god behold med en underlig fornemmelse i kroppen. Nu var vores rejse altså virkelig ved at være slut. Næste stop og næste sted vi skulle booke overnatninger og tænke på hvad vi skulle lave, var altså hjemme hos familien i Aabenraa og Sdr. Hostrup.. Warw. De små 4 måneder var nu bare fløjet væk.
Flyveturene gik utrolig godt og inden længe kom vi gående ud af døren i Kastrup lufthavn, med vores kæmpe rygsække på ryggen og 6 små håndbagage tasker i hænderne, til 4 kendte ansigter med dannebrogsflag i hånden. Vi fik en dejlig dansk middag hos Julie og Frederik før vi vendte snuden mod Sønderjylland, hvor der stod flere familiemedlemmer klar til at hilse på os.
Det er altid dejligt at komme hjem igen efter en rejse, men hjemveen efter alle oplevelserne og hinandens selskab hiver igen efter os.
Vi er blevet mærket for livet og vi har nu fået fuldført et puzzlespil som er lavet i vores helt eget tempo, egne ideer og beslutninger.
I dag er vi begge i gang med at arbejde igen og tjene lidt penge inden vi igen skal ud at opleve en ny hverdag, ved at vi begge skal flytte her til sommer for at starte på nyt studie.
Vi vil gerne sige tusinde tak alle dem som har fulgt med på bloggen og til dem som har givet et lille tilskud til rejsen som var med til at gøre vores tur endnu mere uforglemmelig.
/ Rikke og Mikkel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar